"Plastik.". Det var det ene ord, som Mr. McGuire i den ikoniske film The Graduate mente, at den unge Dustin Hoffman skulle koncentrere sig om. For i 1967 var plastik fremtiden.
Dustin Hoffmans unge Benjamin tog ikke imod rådet og koncentrerede sig i stedet om den modne Mrs. Robinson.
Men det var ikke et dårligt råd. Plastik var fremtidens produktion. Plastik var nye former og nye farver, som kunne bruges til at skabe alt fra Tupperware-skåle til Verner Pantons stole og lamper.
Vor tids plastik? Det er data.
Du er omgivet af virksomhedens data. Fra regnskabssystemet. Fra kundehenvendelser. Fra produktionen. Fra kundernes adfærd. Fra dine egne interne statistikker, undersøgelser og forskningsresultater.
Dejlige data, som dit business intelligence-system allerede i dag producerer flotte grafer med.
Lever i fortiden
Men BI-systemer lever i fortiden.
De ser bagud og elsker strukturerede og velorganiserede data af den slags, som økonomiafdelinger og revisorer over hele verden elsker.
Dine data derimod kan meget mere.
Med de rette algoritmer kan dine data spå om fremtiden og fortælle dig, hvilke ordrer du kan forvente, så du kan reagere i tide.
De kan også fortælle dig, hvilke dele i dit produktionsapparat der skal skiftes, før de bryder sammen.
Kaster du nettet endnu længere ud, kan eksterne data kombineres med dine egen data og måske vise dig sammenhænge og mønstre, som menneskets begrænsede overblik og båndbredde ikke kan se.
Dine data kan også bruges til at opdage anomalitet i din organisation.
Er der sket et skift i ordremønstrene hos storkunderne?
Så er det måske på tide med et nyt tilbud. Er der logins til systemer, som ikke plejer at ske fra den IP-adresse eller lokation? Så er der måske et angreb i gang mod dit netværk.
Kort sagt: Kun din evne til at kombinere data, bringe dem sammen og være ægte nysgerrig står i vejen for både en mere effektiv drift og en mulighed for at sikre innovationen.
Alligevel er de færreste virksomheder for alvor kommet i gang med at arbejde med andre data end dem, som gemmer sig i økonomisystemet.
Det på trods af, at det kan være det rene EPO for virksomhedens evne til at innovere hurtigt og præcist.
Så kom i gang. Det gælder uanset hvilken type organisation eller virksomhed. Gemt i data kan ligge svar på netop de spørgsmål, som din organisation har brug for at kende.
Rod betyder intet
Lad dig ikke stoppe af rod i dine data. For - som teenagere har fortalt deres forældre i generationer - rod betyder ikke noget, hvis bare du ved, hvordan du skal finde det, du leder efter.
Samtidig er der også behov for et prik til de mange it-virksomheder, som vil rådgive og sælge løsninger baseret på big data: Skru ned for den tekniske snak.
Anvendelsen af data handler i første omgang ikke om - som en anden Mr. McGuire, der pludselig taler om plastik til en uforstående Benjamin - at sælge Hadoop-databaser eller andre eksotiske teknikker.
Det handler om at hjælpe kunden med at få en bedre forretning. Kan du hjælpe med det, er der et kæmpe marked derude.
Hent Computerworlds store Årsnummer 2015 med it-branchens vækst-kometer her. Det er gratis.