Analytiker: 2016 tegner til at blive rigtig skidt for TDC

TDC's brudte løfte om aktieudbytte er det første tegn på, at 2016 kan gå hen og blive et rigtig skidt år for TDC. Læs her, hvilke udfordringer telekæmpen står over for lige nu.

Artikel top billede

Især i TDC's erhvervsdivision ser aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank store udfordringer for den danske telekæmpe. (Foto: Povl D. Rasmussen)

Når TDC ikke kan udbetale aktieudbytte til sine aktionærer som lovet, kradser krisen.

Det brudte løfte var en realitet onsdag morgen, da TDC i London fortalte om sin strategi frem mod 2018.

Læs også: TDC skifter navn til Yousee

Med på turen til den engelske hovedstad var også aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank, som er specialist i netop TDC's forretningen. Og han havde ikke mange lovord til den danske telekæmpe.

"TDC er et udfordret selskab, hvor der er nogle problemstillinger, der skal løses her og nu. Især i TDC's erhvervsdivision har man ikke nødvendigvis haft den rette produktpalette til at servicere små og mellemstore selskaber," forklarer Morten Imsgard til Computerworld.

Et skidt år for TDC

Han fortæller, at de manglende tilbud til mindre danske virksomheder koster på indtjeningen.

Læs også: TDC-aktien styrtdykker efter spareplan er kommet på bordet

Det koster igen på evnen til at udbetale dividender, som et teleselskab ifølge Morten Imsgard ellers bliver målt på ude på markederne.

"Når TDC ikke kan udbetale attraktive dividender, søger investorerne andre steder hen. Problemet for TDC er, at der ikke er nogen hurtige løsninger på selskabets udfordringer. Så det skal nok blive værre, før det bliver bedre hen mod 2017 og 2018," vurderer Morten Imsgard.

"2016 tegner til at blive et rigtig skidt år for TDC's forretning," siger han.

Irrational konkurrence

Aktieanalytikeren fra Sydbank udpeger prispresset på det danske telemarked som den væsentligste årsag til, at TDC må bryde sit løfte om udbytte til sine aktionærer.

"Kunderne i især erhvervssegmentet er meget prisbevidste og kræver priser, der er markant under, hvad de har betalt hidtil. Det er TDC's forretning slet ikke gearet til, så det skal TDC have tilpasset," siger Morten Imsgard.

Læs også: Spritnyt TDC-regnskab afslører: Erhvervsforretningen er i alvorlig krise

Han fremhæver samtidig den hårde telekonkurrence i Danmark som en stor udfordring for TDC.

"Desværre for TDC er der spillere i markedet, som er endnu mere presset end TDC, og de handler derfor ikke altid lige rationelt med tilbud, der for alvor presser TDC," forklarer Morten Imsgard.

Den store teknologiudfordring

En anden hovedudfordring for TDC er ifølge Morten Imsgard, at medier og underholdningstilbud smelter sammen via internettet som aldrig før.

"Før skulle TDC holde øje med Telia og Telenor, men nu er der også spillere som Netflix og Google på banen, som TDC ikke kan konkurrere imod. Den slags konkurrenter skal de derimod have inviteret inden for i samarbejder," siger Sydbanks aktieanalytiker.

Her opstår der så en anden udfordring, da TDC's it-infrastruktur er for langsom til at håndtere tredjepartstjenesterne til de danske husaltre.

Kig mod nord

"Tiden er løbet fra det traditionelle flow-tv, så TDC har brug for at lægge nogle lag på deres nuværende tilbud, hvilket er meget vanskeligt på den korte bane, fordi man ikke lige nu har det korrekte teknologiske setup," vurderer Morten Imsgard.

"TDC har simpelthen været for langsomme til at fange tendensen med, at streamingtjenester overtager det traditionelle flow-tv. I Norge har TDC pudsigt nok et kabel-tv-selskab i Get, der for år tilbage var first-mover på at tilbyde de nye produkter i samlede pakker, og som står stærkt på det norske marked," fortsætter han.

Læs også: TDC i kæmpe-investering: Lægger 12,5 milliarder for norsk selskab

Om TDC kan vende skuden afhænger derfor ifølge aktieanalytikeren af, at virksomheden kan kopiere norske Gets succes her i Danmark. 

"Spørgsmålet er virkelig, om TDC er ved at være for sent på den. TDC vil jo gerne levere Netflix igennem sin egen platform, så det ikke sker igennem Apple-tv, hvor kunden så kun har bredbånd fra Yousee," siger Morten Imsgard.  

Computerworld har forsøgt at få en kommentar fra TDC's direktør Pernille Erenbjerg om selskabets økonomiske udfordringer, men grundet TDC's London-præsentation har det ikke været muligt. 

Læs også:
Uret tikker for TDC og ny koncernchef: Snart lukker mulighedernes vindue

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

    Jan Julin

    Genetec

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Nikolaj Henrik Pieter Jansen som Junior Consultant. Han skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Han kommer fra en stilling som Digital Advisor & Account Manager hos Twentyfour. Han er uddannet hos IT-Universitetet i København. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og projektstyring. Nyt job

    Nikolaj Henrik Pieter Jansen

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Kristoffer Hyltoft Overlund som Consultant ERP. Han skal især beskæftige sig med understøtte vores kunders forretning og vækstambitioner. Han kommer fra en stilling som Salgskonsulent hos D´Wine. Han er uddannet hos Aalborg Universitet hvor hvor han har taget en cand.it, IT-ledelse. Nyt job

    Kristoffer Hyltoft Overlund

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

    Andreas Dyngberg Pedersen

    Norriq Danmark A/S