En dag i 2007 ser den danske programmør Claus Lykke Jensen en nyhed på Computerworld, der får ham til at spærre øjnene op.
Her læser han, at den daværende videnskabsminister Helge Sander (V) har oprettet en pulje, hvor virksomheder, der udvikler e-lærings-løsninger, kan søge om økonomisk støtte.
Claus Lykke Jensen har allerede erfaring med et fejlslagent e-læringsprojekt.
Men Videnskabsministeriets pulje giver ham mod på at prøve lykken igen.
Han ser mulighed for at få realiseret sin drøm om et computerspil, der kan forbedre skolebørns engelskkundskaber.
"Ideen er, at børn skal udvikle animerede film på engelsk og indtale replikker på engelsk, og efterfølgende kan de dele filmene med deres venner," fortæller han.
Projektet får navnet Moviestarplanet, og det får tildelt 2,1 millioner kroner i støtte af videnskabsministeriet.
Læs også: Dansk it-virksomhed tjener millioner: Er helt afhængig af hjælp fra skolebørn
Det er nu knap ni år siden, og i dag bliver Moviestarplanet anvendt af mere end 10 millioner brugere hver måned og leverer to-cifrede millionoverskud.
Virksomheden har knap 150 ansatte, hvoraf de 90 arbejder fra Moviestarplanets lokaler ved siden af IT-Universitetet på Amager i København, mens de øvrige 60 medarbejdere sidder spredt rundt omkring i verden.
En tom kasse
Som alle andre iværksætterhistorier er historien om Moviestarplanet en fortælling med både op- og nedture.
For da pengene fra Videnskabsministeriet løber ud, er kassen ved at være faretruende tom i Moviestarplanet.
Læs også: Dansker bag milliard-firma i Silicon Valley: Vi var desperate og måtte låne penge af familien
Går all-in på egen hånd
Claus Lykke Jensen må låne penge hos familien for at få kapital nok til at køre videre.
"Jeg beslutter mig for at gå all-in i endnu højere grad end før. Både økonomisk og tidsmæssigt. Jeg bliver endnu mere produktiv, end da vi var to personer, og jeg husker, at i de første ni måneder af 2010 var der tre dage, hvor jeg ikke arbejdede fra morgen til aften. Det var to lørdage og en søndag," sagde han.
Han flytter samtidig Moviestarplanets fokus fra læring til et mere rent fokus på spil og underholdning, og samtidig begynder brugertallet og omsætningen langsomt at stige.
Modtaget som popstjerner
Et helt konkret eksempel på spillets stigende popularitet oplever han sammen med række kolleger, da de er på besøg i en skoleklasse.
Han indgår en aftale med klasselæren om, at eleverne skal hjælpe dem med at teste produktet.
"På det tidspunkt tager vi ofte ud på skoler for at foretage fokusgruppeundersøgelser," fortæller han.
"Den dag er vi fem personer, der tager ud på skolen, og da vi træder ind i edb-lokalet, sidder der to skoleklasser, som åbenbart ikke helt har fået at vide, hvad der skal ske. De virker i hvert fald overraskede. For da læreren fortæller, at vi kommer fra Moviestarplanet begynder børnene pludselig at råbe, skrige og juble, som var vi popstjerner. De er helt vilde," fortæller han.
Tv-offensiv giver pote
Den tiltagende succes skyldtes blandt et samarbejde med tegnefilmskanalerne Cartoon Network, som er med til profilere Moviestarplanet i Norden.
"På et tidspunkt beslutter jeg mig for at investere alle vores penge i tv-annoncer. Og det var alle vores penge. Der var ikke en krone tilbage bagefter. Reklamerne blev sendt i England, Frankrig, Finland og Tyskland, og det kostede os totalt set ikke meget mere end én million kroner. Vi har brugt samme opskrift lige siden - vi tager de penge, vi tjener, og så geinvesterer vi dem i ny markedsføring og nye ansættelser, " siger han.
Vi ser i iværksættermiljøet i dag, at man i stigende grad går ud og henter venturekapital til den slags. Hvorfor har I ikke gjort det?
"Der er store fordele i venturepenge. Især hvis du er et i marked, der bevæger sig meget hurtigt. Men der er også nogle risici forbundet med det. For det første tror jeg, at du risikerer at blive meget ineffektiv, når du pludselig får stillet så mange penge til rådighed på én gang. Men du risikerer også ofte at tænke mere kortsigtet. Havde vi taget mod venturepenge tidlgere, så havde jeg næppe siddet her som direktør i dag. Så var vi nok blevet solgt efter pres fra investorerne," siger han.
Og Claus Lykke Jensen ambitioner for Moviestarplanet er langt fra kortsigtede.
Ambitionerne er, at Moviestarplanet i fremtiden ikke blot skal være associeret med et enkelt spil.
Virksomheden er på vej med nye spil, der henvender sig til både drenge og piger i aldersgruppen 8-13 år.
De nye tjenester skal ifølge Claus Lykke Jensen bindes sammen i et stort socialt netværk.
Han kalder det for en "en slags Facebook for børn".
Vil være et mini-Disney
Samtidig rækker ambitionerne også til mere end bare digitale produkter.
Ambitionen er at beskæftige sig med underholdning i bredere forstand.
"Min drøm er, at vi bliver et firma, der minder om Disney. En meget lille version af Disney. Men i fremtiden tror jeg ikke, at vi nødvendigvis er et firma, der kun udvikler digitale produkter. Vi kunne også fremstille legetøj og mange andre ting," siger han.
Man finder allerede spor af disse drømmer, når man går rundt i Moviestarplanets lokaler.
Man finder hylder med merchandise, der består af alt fra brætspil til penalhuse, blyanter og t-shirts, men man finder også en bladhylde med tegneserier, hvor virksomhedens figurer indgår.
Læs også:
Her er historien om danske Kiloo: En vild verdenssucces - der helst lever anonymt i Aarhus
Dansk firma: Vi har fundet afløseren for musen og touchskærmen