Torsdagens aviser om it

E-læring giver aktuel undervisning. Dansk Handel og Service vil bevare 3G-licens. HP satser på bærbare pc'er. Kommuner indkøber ubrugeligt radioudstyr. Ministerium beklager internetbrug. A.P. Møller åbner sine databaser. Dalende dansk interesse for Cebit. Topledelse tiltalt for it-kriminalitet. It-firma i Viborg vokser kraftigt. Flertal for fortsat dankort-gebyr. Oprør over TV 2's bredbånds-tv.

E-læring giver aktuel undervisning

Et samarbejde mellem forlaget Alinea, Berlingske Tidende og softwareselskabet IMS Learning skal sikre større aktualitet i undervisningen i folkeskolen. De tre parter er gået sammen om portalen Temanyt, hvor Berlingske Tidende leverer information om højaktuelle emner som folketingsvalget eller tsunamien i Asien. (Berlingske Tidende)

Dansk Handel og Service vil bevare 3G-licens

ITEKs forslag om at droppe den fjerde 3G-licens, som Telia har afleveret tilbage til staten, møder modstand af Dansk Handel og Service. Arbejdsgiverorganisationen mener, at licensen hurtigst muligt skal finde en ny ejer. "Omvendt ender vi med at få færre aktører på 3G-markedet, og det vil være hæmmende for udviklingen af markedet og for konkurrencen," siger administrerende direktør Søren B. Henriksen. (Berlingske Tidende)

HP satser på bærbare pc'er

Med et nyt sortiment af bærbare computere vil Hewlett-Packard vinde markedsandele på erhvervsmarkedet, hvor selskabet halter efter IBM. Et ny partnerprogram skal samtidig øge fokus på de små forhandlere. "Vi skal gøre det bedre på det professionelle marked og navnlig være bedre til at nå ud til de helt små virksomheder," siger markedsdirektør Anders Herløv. I alt kommer syv nye HP-modeller på markedet fra 14. februar til 1. april, og blandt nyskabelserne er ridsefrit tastatur og beskyttende film under tastaturet.
(Berlingske Tidende, Erhvervsbladet)

Kommuner indkøber ubrugeligt radioudstyr

Kommunerne risikerer at spilde et trecifret millionbeløb på nyt radioudstyr til beredskabstjenester, hvis indkøbene ikke koordineres med de kommende nabokommuner efter kommunalreformen. Det konkluderer Center for Digital Forvaltning i en ny analyse. "Allerede nu er der lokale problemer, fordi ambulancer, politi, brandvæsen og hospital ofte har hvert sit radiosystem, og jeg er alvorligt bange for, at mange kommuner i øjeblikket er ved at investere millionbeløb i nyt analogt kommunikationsudstyr, der vil være helt ubrugeligt efter kommunesammenlægningen 1. januar 2007," siger Michael Karvø fra centeret. (Morgenavisen Jyllands-Posten)

Ministerium beklager internetbrug

Socialministeriets departemenschef, Thomas Børner, beklager, at politiske angreb og valgindlæg fra socialminister Eva Kjer Hansen (V) efter valgets udskrivelse er lagt på ministeriets hjemmeside. Eksperter har vurderet, at ministeren har brudt reglerne. "Artiklerne er afsendt fra ministeriet, inden valget blev udskrevet. Men det er en klar fejl fra ministeriets side, at debatindlæggene er blevet lagt på hjemmesiden efterfølgende i dagen den 20. til 21. januar 2005," skriver departementschefen på ministeriets hjemmeside. (Morgenavisen Jyllands-Posten)

A.P. Møller åbner sine databaser

Som led i et dansk pilotprojekt vil A.P. Møller åbne sine databaser for myndighederne for at undgå et omfattende papirarbejde for selskabets kunder. På den måde kan myndighederne elektronisk kontrollere, at varerne eksporteres og reglerne følges. "EU's revisionsret har tidligere påpeget, at sikkerheden ved elektronisk kontrol og sagsbehandling er langt højere end ved papir," siger Lasse Guldbrandsen, chefkonsulent i Direktoratet for Fødevareerhverv. A.P. Møller-koncernens containerrederi Maersk Sealand deltager i forsøget sammen med P&O Nedlloyd, Royal Arctic Line og Hapaq Lloyd. (Morgenavisen Jyllands-Posten)

Dalende dansk interesse for Cebit

Kun 22 danske virksomheder står på listen over udstillere på den tyske it-messe Cebit i 2005. I 2002 deltog 53 danske virksomheder, mens 27 deltog i 2003. I 2004 var der 31 danske stande. Administrerende direktør Jakob Lyngsø fra IT-Brancheforeningen mener, at det dels skyldes færre langsigtede investeringer i markedsføring, dels fordi professionelt udstyr og udstyr til forbrugerne smelter sammen. "Vore medlemmer retter sig i stigende grad mod forbrugerelektronikprodukter, der igen retter sig mere mod CES-messen, som er en stor succes," siger han. (Morgenavisen Jyllands-Posten)

Topledelse tiltalt for it-kriminalitet

Den tidligere it-chef og to tidligere topchefer i virksomheden Urtekram risikerer op til fire års ubetinget fængsel for at have hacket sig ind i virksomheds e-mail-system. Ifølge politiet er de tre tiltalt for it-kriminalitet efter at have skaffet sig ulovlig adgang til e-mails, som tilhører den nuværende administrerende direktør og eksportchef. "Anklagemyndigheden betragter sagen med største alvor, fordi de tiltalte uberettiget har gjort sig bekendt med erhvervshemmeligheder," siger Karin Lauridsen, politiassessor ved Randers Politi. Urtekram er Nordens største grossist inden for økologiske kolonialvarer, og politiet har efterforsket sagen siden juni 2003. (Børsen)

It-firma i Viborg vokser kraftigt

MW Data i Viborg har igen øget både bruttoresultat og resultatet med 15 procent. Inden for Microsoft Business Solutions-systemer er væksten 300 procent. Firmaet med 18 ansatte fik et overskud på 3,1 millioner kroner før skat. Det oprindelige MW Data blev spaltet for knap halvandet år siden, så MW Development og Inter Company opstod. (Børsen)

Flertal for fortsat dankort-gebyr

Der tegner sig nu et politisk flertal for et fortsat gebyr på dankortet, kun en uge efter at både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og økonomi og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) aflivede gebyret. Både Venstres erhvervspolitiske ordfører, Jens Hald Madsen, samt Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er åbne for et gebyr, hvis ikke det opkræves i butikkerne. (Børsen)

Oprør over TV 2's bredbånds-tv

Både Forbrugerrådet og tv-branchen kritiserer TV 2's nye betalings-tv via internet, fordi stationens boks udelukker programmer fra andre stationer. TV 2 har indgået et samarbejde med nordjyske Kiss Technology om en boks, som gør det muligt at se bredbåndskanalen Sputnik på sit normale fjernsyn. Eneste problem er, at programmer fra andre stationer ikke kan modtages. "Det er skørt, hvis forbrugerne køber en boks til internet-tv - og så opdager, at de ikke kan se 'Drengene fra Angora', fordi det ligger hos DR. Jeg håber, det her en svipser fra TV 2's side," siger politisk medarbejder Anders Hjorth Jensen fra Forbrugerrådet. TV 2 forsvarer sig med, at stationen vil gøre det klart, hvad boksen kan og ikke kan. (Børsen)




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere