Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: JumpStory)

Forbered dig på kvante-alderen - det gør de cyberkriminelle

Klumme: Virksomheder, der ikke hopper med på kvante-bølgen vil være ekstra udsatte for cyber-trusler. Vi kan nemlig med sikkerhed indstille os på, at de it-kriminelle ikke vil holde sig tilbage i kvante-kapløbet.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

For nylig gennemførte Niels Bohr instituttet succesfulde tests med en kvantekrypteret kommunikationslinje, der var 100 procent umulig at hacke.

Wow, hvis det virkelig er rigtigt, så vil det jo endelig blive muligt at sikre sine data og andre værdier én gang for alle og koncentrere sig om sin kerneforretning.

Ugen efter lykkes det så for kinesiske forskere ved hjælp af kvanteteknologi at bryde ind i et af de mest benyttede online krypteringssystemer. Ok, alt er altså ved det gamle.

Vi er altså stadig dér, hvor de it-kriminelle er - om ikke et skridt foran så - lige i hælene på os, hvad udnyttelse af den nyeste teknologi angår. Som min gamle universitetsprofessor plejede at sige: “Så længe noget er digitalt, vil der altid være en hacker et sted, der kan bryde koden”.

Fjern fremtid eller hverdag lige om lidt

Men bare fordi vi ikke kan udnytte kvantecomputeren som et ubrydeligt sikkerhedsredskab, så ligger der stadig et kæmpe potentiale gemt i teknologien. Og vi kan sagtens begynde at glæde os til, det bliver hvermandseje (eller næsten).

Det ligger nemlig slet ikke så langt ude i fremtiden, som det lyder.

Ifølge IQM EU, som er en af de førende aktører inden for kvantecomputere, så eksperimenterer 27 procent af HPC-centre (High Performance Computer) allerede med kvantecomputere, 49 procent planlægger at anvende kvantecomputere i løbet af 2023, og 52 procent har kvanteteknologi som en prioritet.

Som med mange af de andre teknologier, vi først har forventet at se i anvendelse i en fjerne fremtid, vil kvantecomputere med garanti pludselig være en realitet, længe før vi venter det.

Der ligger nemlig så meget potentiale gemt i kvantecomputere, at brancher som finanssektoren, medicinalindustrien og forskningstunge brancher generelt vil skubbe hårdt på for at sætte udviklingstempoet i vejret og få kvantecomputere implementeret som en del af deres basisudstyr.

I de to førstnævnte brancher – men med garanti også i andre brancher - er der så store gevinster ved den gigantiske regnekapacitet, kvantecomputeren tilbyder, at teknologien mildest talt vil revolutionere disse brancher.

Og når teknologien én gang er i brug hos en virksomhed, vil konkurrencefordelen være så stor, at konkurrenterne er nødt til at følge med, hvis de vil overleve.

Har vi noget at frygte fra kvantecomputeren?

Hvis man ser bort fra det faktum, at virksomheder, der på grund af mangel på tid, penge eller viden ikke hopper med på kvante-bølgen, vil sakke konkurrencemæssigt bagud, så vil disse virksomheder også være ekstra udsatte for cyber-trusler.

Vi kan nemlig med sikkerhed indstille os på, at de it-kriminelle ikke vil holde sig tilbage i kvante-kapløbet.

Det vil med andre ord betyde, at hvis du ikke har kvantecomputere til at sikre dine systemer, men de it-kriminelle har kvantecomputere til at dekryptere dine koder.

Tja, så vil det være lige som at forsvare sig med bue og pil overfor en fjende, der angriber med tank og maskingevær.

På den positive side kan man sige, at kvanteteknologi vil give os bedre analyseværktøjer og hurtigere svartider, så vi kan udvikle og implementere flere og mere avancerede it-sikkerhedsløsninger til at holde de it-kriminelle fra døren.

Naturligvis vil opstartsinvesteringen være relativt høj, men som med al anden teknologi vil den hurtigt falde i pris i takt med teknologiens voksende popularitet. Så ja der er intet nyt under solen. Kapløbet mod de it-kriminelle fortsætter – og den, der tøver, taber.

Læs eventuelt ENISAs (European Union Agency for Cyber Security) guide til post-kvantekryptografi.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.