Artikel top billede

Streaming: Storladen science-fiction på Apple TV+

Anden sæson af Foundation fortjener en stor og bred skærm – og kræver at seeren holder tungen lige i munden.

Hvor streamingselskaber i almindelighed nedprioriterer science fiction – hvis de da ikke skrotter ellers roste serier i utide, som Amazon Prime Video netop har gjort med The Peripheral – så har Apple TV+ de seneste år markeret sig som førende og mere vedholdende udbyder af fremtidsvisioner.

Tre vidt forskellige eksempler er For All Mankind, Silo og Invasion.

Men man skal heller ikke overse Foundation, baseret på Isaac Asimovs klassiske bogserie af samme navn (der på dansk bærer titlen ”Stiftelsen”).

Anden sæson af Foundation har netop haft premiere og er som første sæson lidt krævende at følge med i.

Her er et omfattende persongalleri og store spring, hvorfor man som seer skal holde tungen lige i munden.

Til gengæld er den visuelt dybt imponerende – hvilket man blot skal kaste et blik på traileren for at forvisse sig om.

Desuden kan man som dansker glædes over at møde blandt andet Jesper Christensen undervejs i anden sæson, og det er jo altid en fornøjelse.

Titel: Foundation

Sæsn 1 og 2 kan streames på Apple TV+