Kovending: Amazon Prime skrotter to roste serier

The Peripheral får alligevel ikke en sæson to – og det gør A League of Their Own heller ikke – trods løfter om det modsatte. Amazon Prime skyder skylden på den aktuelle strejke blandt manuskriptforfattere og skuespillere.

Artikel top billede

The Peripheral var en af den slags science-fiction serier, som imponerede med vild opfindsomhed, regulær spænding, fremragende skuespillere og usædvanligt høj produktionsværdi.

Så når serien her alligevel omtales i datid, er det fordi Amazon Prime Video netop har besluttet at skrotte den allerede efter første sæson, der kom på gaden sidste år.

Man havde ganske vist varslet en sæson to, men det bliver så altså ikke til noget.

På den ene side er det trist al den stund, at første sæson var så lovende, scorede flotte 7,6 point på IMDb og for øvrigt endte i lidt af en cliffhanger.

På den anden side har hard sci-fi aldrig været en virkeligt stor og populær genre hos det brede publikum, så Amazon har givetvis også skelet til seerpotentialet. Samtidig var The Peripheral ganske kostbar at producere, og første sæson kostede angiveligt op mod 140 million US-dollar.

Så det er nærliggende at formode, at en kombination af et trods alt begrænset antal seere kombineret med behovet for at finde besparelser på produktionsbudgettet har spillet en hovedrolle for Amazons kovending.

Ikke desto mindre vælger Amazon altså at skyde skylden for skrotningen beslutningen på den igangværende strejke blandt manuskriptforfattere og skuespillere.

Strejken grunder i en – måske ikke helt ubegrundet – bekymring for, at AI-værktøjer får lov at overtage en stigende del af forfatter- og skuespiltjansen ved produktion af film og serier.

Hvilket er lidt ironisk taget i betragtning, at netop AI og futuristisk teknologi spiller en hovedrolle i The Peripheral, som bygger på en roman af William Gibson.

Her kan du læse vores omtale af serien fra da den havde premiere.

Foruden The Peripheral har Amazon Prime også netop givet den ligeledes meget roste baseball-serie A League of Their Own kniven.

Men det er nok kun starten.

For det er desværre overvejende sandsynligt, at andre – ligeledes bekræftede – fortsættelser gør dem selskab på seriernes gravplads i de kommende måneder, efterhånden som streamingselskaberne for alvor rammes fra begge sider af strejke og en stadig mere presset økonomi.

Til gengæld er det langtfra første gang, at Amazon Prime hopper af i Roskilde, når det kommer til sci-fi.

Sidste år valgte man f.eks. at stoppe den ekstremt seværdige The Expanse i utide. Ganske vist efter sæson seks – men hvor der dog stadig var tre bøger tilbage i romanforlægget. Øv.

Til gengæld var det godt, så længe det varede, og der er en udbredt opfattelse, at de seks sæsoner af The Expanse er noget af det bedste sci-fi, der nogensinde er produceret.

Annonce

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

Ida Laursen

Norriq Danmark A/S

Allan Hougaard, der arbejder med softwareudvikling og -arkitektur hos Sparinvest, har pr. 30. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Allan Hougaard

Sparinvest

Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

Victor Dohlmann

Arctic Wolfs Network

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Ronni Randrup som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Aalborg. Han kommer fra en stilling som Operations Consultant hos Complea. Nyt job

Ronni Randrup

Netip A/S