Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Apple sætter dato på lancering af Vision Pro / ChatGPT kommer til bilen / Umbraco-profil stryger til top i fynsk software-hus

Morgen-briefing: Apple sætter dato på lancering af Vision Pro / ChatGPT kommer til bilen / Umbraco-profil stryger til top i fynsk software-hus

Velkommen til Computerworlds morgen-briefing tirsdag 9. januar.

Dagens nyhedsoverblik byder på nyt om Apples lovende VR-headset, ChatGPT til bilen og rokader til tops i den danske og nordiske software-branche.

Morgens tidlige overblik er sammensat af din nyhedsvært Niels de Boissezon.

Apple sætter dato på lancering af Vision Pro

Efter at have offentliggjort sit bud på hvordan et headset til virtuel realitet i september, sætter tech-kæmpen Apple nu dato på, hvornår det kan købes.

Fredag 2. februar 2024 går det løs, dog alene i Apples eget land, USA, hvor de første af det særlige ’Vision Pro’ headset vil kunne erhverves.

Prisen er uændret siden lanceringen, men lyder stadigvæk på svimlende 3.499 amerikanske dollar, svarende til 23.820 kroner – før eventuel moms og afgift.

Til de penge får du hvad der givetvis er klodens mest avancerede headset, med to gang micro-OLED skærme med 23 millioner pixels hver, en dedikeret M2-processor og R1-chip til at håndtere alle inputs fra blandt andet headsettet 12 kameraer, fem sensorer og seks mikrofoner.

Vil du sikre dig, at være blandt de første der får fingre i headsettet bør du nok være hurtig til at forudbestille enhederne, så snart Apple åbner for salget natten til 20. januar klokken 2.00 dansk tid.

ChatGPT kommer til bilen

Den generative AI—tjeneste ChatGPT fra OpenAI rykker ombord på Volkswagens kommende flåde af biler, hvor der vil kunne konverseres med den popilære chatbot.

Volkswagen oplyser ved et event under årets CES-elektronikmesse, at de første biler med teknologien ombord vil være tilgængelig i Europa og Nordamerika allerede fra andet kvartal 2024, skriver Reuters.

Teknologien vil kunne løse opgaver i selve kabinen såsom at justere varmen, når føreren ytrer at han fryser, eller udenfor kabinen, ved at finde den nærmeste indiske restaurant, hvis der bliver spurgt efter ’butter chicken’.

Volkswagen påpeger, at det bliver det første selskab der integrerer teknologien i kompaktklassen. I de større klasser har den tyske bilproducent Mercedes siden sidste sommer tilbudt udvalgte ejere at downloade ChatGPT-app’en igennem selskabet MBUX-system.

Umbraco-profil stryger til top i fynsk software-hus

Umbracos tidligere kommercielle direktør, Anders Trans Sørensen gør lynkarriere hos den fynske software-virksomhed Struct.

Han kan nu, godt et halvt år efter sin debut, kalde sig for administrerende direktør.

”Struct har ikke tidligere arbejdet systematisk med partnerkanaler, hvor f.eks. de digitale webbureauer får en større rolle i at være med til at sælge og implementere vores løsning hos virksomhederne. Det arbejde er vi allerede i fuld gang med, både i Danmark og i udlandet, og det er med til at danne et solidt fundament for vores kommende vækst” forklarer Anders Trans Sørensen i en meddelelse.

Han afløser dermed afgående CEO og medstifter, Jacob Kruse, som nu vil træde væk fra den daglige drift.

”Jeg har i et stykke tid ønsket at træde tilbage fra den daglige drift og fokusere på bestyrelsesarbejdet i Struct og derved overlade posten til en profil, der har bedre forudsætninger end mig for at indfri vores vækstambitioner og tage Struct til næste niveau,” siger han.

BI-koncernen Dun & Bradstreet får ny nordeuropæisk chef

Business intelligence-koncernen Dun og Bradstreet, tidligere kendt som Bisnode, får en ny frontfigur for den nordeuropæiske forretning.

Afdelingen, som strækker sig over Danmark, Sverige, Norge, Finland, Estland og Letland skal nu ledes af Stefan Alariksson.

Med sig bringer han erfaring som tidligere administrerende direktør for Dell Technologies Sverige, administrerende direktør for Symantec-Veritas og Sun Microsystems i Sverige.

"Jeg ser frem til at blive en del af Dun & Bradstreet på et tidspunkt, hvor det fortsat bliver vigtigere for virksomheder at omfavne den teknologiske udvikling og den enorme mængde data, der er tilgængelig i det nuværende forretningsmiljø.", siger de nyslåede direktør i en meddelelse.

Hans fokus bliver at anvende kunstig intelligens til at øge effektiviteten og innovationen både internt og med kunderne, lyder det.