Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Bog: Kapitalismen er død – men feudalismen har det helt fint

Yanis Varoufakis, økonom og tidligere græsk finansminister, advarer mod techindustriens stadig hårdere greb om verdensøkonomien og opfordrer til at finde en bedre vej frem.

Herhjemme diskuterer vi indædt for eller imod top-topskat og moms på grøntsager.

Men imens har en lille gruppe mennesker på ganske få år katapulteret sig op i den økonomiske stratosfære, hvor de ret beset kan være fuldkommen ligeglade med, om der overhovedet er en stat.

Nogle bygger så enorme sejlskibe, at det er nødvendigt at demontere broer for at få dem ud på åbent hav (Bezos).

Andre konstruerer milliarddyre bunkerkomplekser, der breder sig over utallige hektarer på tropeøer (Zuckerberg) eller bliver i al stilfærdighed en af USA's største jordejere (Gates).

På globalt niveau er demokratiet og – for den sags skyld – også kapitalismen således ikke kun under pres fra autokratiske nationer med invasionskløe, men også fra en ny teknofeudal adel.

Det er det centrale budskab i bogen ”Technofeudalism – What Killed Capitalism” af Yanis Varoufakis.

Han fremhæver i bogen, hvordan denne nye adel har privatiseret internettet og erstattet kapitalismens to søjler – markeder og profit – med platforme og lejeindtægter, hvor borgere og virksomheder med hvert klik og scroll arbejder som livegne for at øge deres magt.

Omtrent som i forholdet mellem herremænd og fæstebønder.

Allright, Yanis Varoufakis er måske ikke helt neutral i sit udgangspunkt; den græske økonom og tidligere finansminister er i dag leder af MeRA25, et venstreorienteret parti, der er en del af DiEM25, en paneuropæisk bevægelse for demokrati. Men hans pointer er svære at komme uden om.

Han vurderer tillige, at de enorme summer af penge, der skulle redde vores økonomier efter finanskrisen og pandemien, i store træk er endt med at styrke de store tech-firmaers greb om alle aspekter af økonomien.

Varoufakis advarer om, at dette teknofeodale system truer vores frihed, demokrati og social retfærdighed og opfordrer til modstand mod tech-firmaernes dominans og en genoplivning af det offentlige rum, hvor borgerne kan deltage i politiske beslutninger.

Han foreslår også en række reformer, der skal sikre en mere ligelig fordeling af teknologiens gevinster.

Yanis Varoufakis uddyber en række af sine pointer i dette interview på YouTube.

Titel: Technofeudalism – What Killed Capitalism

Forfatter: Yanis Varoufakis