De særdeles rum-interesserede Google-ejere, Larry Page og Sergey Brin, sætter 165 millioner kroner på højkant til de privat-personer, der bliver de første til at landsætte et køretøj på månen.
Det er ideen, at de mange penge skal anspore til et regulært rum-kapløb, og konkurrencen er da også inspireret af den såkaldte X Prize Foundations Ansari-pris, der udlover godt 50 millioner kroner til den første private raket i kredsløb om jorden.
Denne konkurrence vandt Burt Rutan i 2004.
Køretøj på månen
Google-prisen vil på samme måde blive administreret af X Prize-gruppen.
De første 100 millioner kroner vil gå til det projekt, der som det første landsætter et privat køretøj på månen, hvor det skal køre mindst 500 meter og sende film-optagelser og andre data tilbage til jorden.
Samtidig bliver der afsat 50 millioner kroner til anden-pladsen samt andre opdagelser som eksempelvis at rejse over længere distancer og opdage is på månen.
Larry Page og Sergey Brin interesserer sig meget for rum-rejser og rummet og har eksempelvis tæt kontakt med det amerikanske rumforsknings-agentur, NASA.
Google bygger for tiden nyt hovedkvarter på jord, der tilhører NASA. Ifølge New York Times har de to stiftere en ret usædvanlig aftale med NASA, der betyder, at de har lov til at lande deres private jet-fly på NASA-basen Moffet Field.