Artikel top billede

Det lokale it-selvstyre er gået for vidt

Klumme: HP har halveret sine it-udgifter ved at centralisere beslutningsprocessen. Danske topledere anbefales at overveje en strammere it-topstyring.

Topstyring er sjældent populært - heller ikke på it-området. Alligevel bør ledelsen i de mange danske virksomheder, der i dag giver deres lokalafdelinger udstrakt it-selvstyre, overveje at stramme grebet.

For selvom de fleste lokalafdelinger sætter pris på at kunne træffe deres egne it-beslutninger, så blokerer et højt antal lokale it-beslutningstagere for en samlet it-strategi på tværs af virksomheden. Og det er dyrt på bundlinjen. Det var det i hvert fald hos HP, både på globalt og lokalt plan, indtil en ny topledelse kastede et kritisk blik på it-udgifterne og besluttede, at det lokale it-selvstyre var gået for vidt.

Da Mark Hurd i 2005 overtog ledelsen af HP havde især opkøbet af Compaq sat sit tydelige præg på it-udgifterne. Alt for mange applikationer udførte samme funktioner for forskellige dele af virksomheden, og vidt forskellige lokale standarder for datakategorisering gjorde business intelligence både dyr og besværlig.

Hvert år brugte HP på verdensplan mere end 20 milliarder kroner eller cirka fire procent af den samlede omsætning på eget it-udstyr og -drift. Dobbelt så meget som de nærmeste konkurrenter. Det var helt uacceptabelt for den nye CEO.

85 datacentre bliver til seks

Derfor håndplukkede Hurd samme år CIO-legenden Randy Mott til at udarbejde og implementere en global it-strategi, der skulle halvere it-udgifterne på bare tre år.

Mott fik dermed det stærkest tænkelige mandat fra den øverste ledelse til at skære igennem, hvor det var nødvendigt for at reducere udgifterne og forbedre virksomhedens samlede udbytte af it-investeringerne. Det virkede.

Motts plan vil være tilendebragt til oktober i år, og resultaterne taler for sig selv: 85 datacentre vil være reduceret til bare seks. Antallet af applikationer vil være styrtdykket fra 5.800 til 1.400. Og 750 siloer med BI-data vil være konsolideret til ét samlet data warehouse, hvorfra samtlige 50.000 HP-beslutningstagere trækker deres information. Den samlede besparelse løber op i omkring 10 milliarder kroner - årligt. En regulær halvering af it-udgifterne.

Strammere it-topstyring

Besparelser i den størrelsesorden har selvfølgelig krævet omstruktureringer over hele verden. På dansk jord har vi blandt andet afviklet HP Danmarks lokale datacenter og kører i dag alle vores forretningsapplikationer fra servere i de seks globale HP-datacentre. En flytning, som faktisk lod sig gennemføre, stort set uden at medarbejderne lagde mærke til det.

Helt så glat gik det ganske vist ikke, da størstedelen af vores interne it-support i Allerød skulle erstattes af en international helpdesk. Dels havde vores danske it-support været uhyre effektiv, og det var der ikke helt taget højde for, da der i første omgang blev afsat ressourcer til os i den internationale helpdesk.

Dels krævede skiftet til den nye arbejdsproces en vis tilvænning for medarbejderne. Men det går i den rigtige retning, og på længere sigt vil den døgnåbne telefonsupport uden tvivl forekomme helt naturlig.

Større smidighed

Disse direkte udløbere af Motts topstyring har ikke alene styrket det samlede HP-regnskab. Lokalt har reduktionen af HP Danmarks faste udgifter givet os en langt større smidighed i markedet, og i en tid med akut mangel på it-arbejdskraft i Danmark er det desuden af stor betydning, at vi outsourcer support- og rutineopgaverne og dermed frigør så mange it-kræfter som muligt.

Ud fra denne erfaring anbefaler jeg danske topledere at overveje en strammere it-topstyring. Det internationale konkurrencepres for at nedbringe driftsomkostningerne og flytte medarbejdere fra support til produktion bliver kun større i årene, der kommer, og i sådan en situation tyder både vores globale og lokale erfaringer på, at topstyring er it-selvstyret overlegent.

Keld Jersild Olsen er administrerende direktør for
Hewlett-Packard (HP).

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere