Artikel top billede

Atea vil sponsorere omstridt Skat-konsulents klub

It-leverandøren Atea, der tidligere har været sponsor for Høj Håndbold, ser ikke noget problem i, at Leif Schandorph har spurgt Skats it-leverandører om sponsorater.

Ifølge den operation X udsendelse, der blev vist i går aftes, skulle en chefkonsulent hos Skats it-afdeling angiveligt have haft rod i kasketterne, da han har spurgt nogle af Skats it-leverandører om sponsorater af klubben Høj Håndbold. En håndboldklub som chefkonsulenten selv har været formand for.

Tager man et kig på Høj Håndbolds hjemmeside vil man se, at både it-leverandøren 2Ways-it samt Venzo er blandt klubbens sponsorer. To virksomheder med en bruttofortjeneste på henholdsvis 6,7 og 13,8 millioner kroner ifølge de seneste offentliggjorte regnskaber.

Disse to virksomheder er dog ikke de eneste af Skats leverandører, der har set en fidus i at sponsere håndboldklubben i Ølstykke.

Den noget større it-leverandør Atea, der sidste år havde en omsætning på 4,4 milliarder kroner, hvoraf en meget stor del kommer fra salg til offentlige virksomheder, har således også i en periode haft æren af at have sit navn hængende side om side med lokale sponsorer som eksempelvis gartnerfirmaet De Grønne Smølfer og Bodils Blomster og Planteskole.

Også i dette tilfælde er det Leif Schandorph, der har stået for kontakten mellem it-leverandøren og Høj Håndbold. Det bekræfter administrerende direktør hos Atea, Peter Trans. Men det er der ikke noget mærkeligt i, siger han.

"Jeg vil gerne understrege at Atea intet fordækt ser i, at en medarbejder fra Skat bruger sin professionelle omgangskreds, til at skaffe sponsorer til klubben - dette er faktisk fundamentet for erhvervslivets samarbejde med dansk foreningsidræt.

Og hvis en offentlig ansat ikke har lov til at være aktiv i foreningslivet og tiltrække sponsorer og støtter til klubben, så bliver det endda meget svært at drive idrætsforeninger fremover," siger Peter Trans.

Hvorfor egentlig, Atea?

Hvad har Atea fået ud af at sponsorere en håndboldklub i Ølstykke?

"Først og fremmest har vi støttet sports- og foreningslivet, som Atea har gjort igennem mange år i flere forskellige sammenhænge. Atea har ikke en forkromet sponsorstrategi, og vi har gennem de seneste tre år sponsoreret mere end 30 forskellige klubber og foreninger.

Vi er åbne overfor gode ideer, og i tilfældet med Høj Håndbold var det muligt at få ungdomsholdene til at være en del af vores interne arrangementer," siger Peter Trans.

Vil sponsorere Høj Håndbold

Selvom Atea ikke længere sponsorerer Høj Håndbold, har firmaet altså ifølge Peter Trans haft stor glæde af samarbejdet, så længe det stod på. Og nu lader det til, at den danske milliard-forretning igen kommer til at støtte Ølstykkes foreningsliv.

"Atea har flere gange vundet udbud til SKAT gennem rammeaftalerne hos Statens og Kommunernes Indkøbsservice, som sikrer, at alle regler bliver overholdt, og at alt foregår korrekt ved udbuddene.

Leif Schandorph har ikke været involveret i disse udbuds- og tilbudsprocesser. Derfor er det i mine øjne rigtig synd, at foreningssporten i Danmark kommer til at lide under falske påstande.

Få virksomheder vil fremover turde tegne et sponsorat med en idrætsforening, hvis det på nogen måde kan kædes sammen med en person, der er ansat i det offentlige.

Af samme grund vil vi gerne tegne et nyt sponsorat med HØJ Håndbold for at understrege, at der ingen relevans er i beskyldningerne i forhold til Atea," siger Peter Trans.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere