Det lykkedes en sydkoreaner at inficere 16.000 computere med virus, hvorefter han fik fuld kontrol med maskinerne. Det store netværk af computere, som også kaldes et bot-net, blev herefter brugt til at sende store mængder spam til hele 133 forskellige lande.
Sådan lyder anklagerne mod super-spammeren, som netop er blevet fængslet af de sydkoreanske myndigheder.
Ifølge it-sikkerhedsfirmaet SophusLabs mistænkes manden for at have sendt op mod 18 millioner spam-mail i døgnet fra de 16.000 computere, som han havde kontrol med.
Sydkoreaneren har angiveligt drevet sit bot-net de seneste seks måneder.