Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 5. november 2001.
Billedtekst: Bo Alrø fra Tangora mener, kunderne har mere gavn af standardløsninger end skræddersyet software.
CMS-leverandøren Tangora kæmper mod de helt store, men sådan har det ikke altid været.
De mindste leverandører ser dem som direkte konkurrenter, men omvendt mener Tangora at de kæmper om kunderne mod de helt store leverandører af content management-systemer.
Der er langt fra ordren på en opdaterbar hjemmesideløsning til tømrermester Hansen op til de enorme løsninger, CMS-leverandører som Interwoven, Vignette og Dokumentum tilbyder.
Mens løsningen til tømrermester Hansen helst ikke må koste mere end nogle få tusinde kroner, er prisen for de helt store løsninger typisk i millionklassen.
Mange offentlige løsninger
Alligevel er det ifølge Tangora muligt at være til stede flere steder i markedet og den ene dag tage kampen op mod såvel de mindre danske CMS-leverandører som Web500 og Synkron, for den næste dag at give tilbud side om side med branchens rigtig tunge drenge.
- I London er enhver CMS-leverandør med respekt for sig selv repræsenteret, og dÈr møder vi mest nogle af de helt store, når vi afgiver tilbud, mens dem vi herhjemme slås med, er Synkron, siger Bo Alrø, der er administrerende direktør i Tangora.
Ifølge referencelisten er det dog så som så med konkrete løsninger til internationale virksomheder, der har bestilt de helt store løsninger. Til gengæld er listen over blandt andet offentlige institutioner lang.
Tangora har netop fået en ordre på 37 web-sider for Vojens Kommune, der skal leveres af partneren Skybrud.dk fra Vejle.
- Jeg ser en helt klar vinder og taber strategi på området for CMS. De partnere, der vælger mange leverandører for at få et bredt udvalg at produkter, mener jeg, har misforstået noget. For det kræver dyb fokus fra en forhandler at få et overblik over kundens behov, og det kræver igen at forhandlerne vælger produkt og holder fast. Derfor stiller vi ikke krav om eksklusivitet, for vi mener, det er et tegn på svaghed, siger Bo Alrø.
Tangora har 80 partnere fordelt over Danmark og Storbritannien.
Deres partnerprogram er bygget op om muligheden for at få kursus i produkter, salg, administration, pre- og postsales.