Qualcomm forvirrede markedet

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. november 2001.


Qualcomm besidder de væsentligste patenter inden for CDMA-teknologien, som forventes at få større udbredelse ved overgangen til 2,5G (GPRS) og 3G (UMTS) mobiltelefoni. I øjeblikket anvendes CDMA primært i USA, Sydkorea og til dels Japan. Globat set er GSM fortsat den mest udbredte (2G) teknologi i øjeblikket.
Det netop offentliggjorte resultat fra Qualcomm levede ikke helt op til konsensusforventningerne målt på omsætning og indtjening. Til gengæld var resultatet på en række variabler tilfredsstillende. Resultatet blev annonceret tirsdag efter lukketid, og den umiddelbare reaktion i eftermarkedet var markant negativ. Men onsdag blev denne reaktion neutraliseret.
At omsætning og indtjening ikke til fulde levede op til forventningerne skyldes blandt andet, at kunderne (mobilproducenterne) i takt med den økonomiske afmatning og udskydelsen af teleoperatørernes nye 2,5G- og 3G-netværk har udskudt ordrerne hos Qualcomm. Ekstraordinære forhold, udvidede finansieringsordninger for kunderne samt et mere konservativt bogføringsprincip for "up-front license fees" bidrog også negativt. De sidstnævnte forhold gav en vis forvirring, men forklarede størstedelen af forskellen på aktieanalytikernes forventninger og det faktiske resultat.
Kernen i Qualcomms aktiviteter, CDMA-chips og CDMA-licenssalg udviklede sig derimod som forventet, hvilket er fortrøstningsfuldt. Licenssalget udgjorde i det forgangne kvartal 28 procent af omsætningen men hele 73 procent af indtjeningen. Selskabet fremlagde i forbindelse med regnskabet ligeledes optimistiske forventninger til netop disse områder fremover. I det forgangne kvartal (skævt regnskabsår) afsatte selskabet 13 mio. CDMA-chips, og Qualcomm forventer at kunne sælge 15-16 mio. CDMA-chips i indeværende kvartal. I kalenderåret 2002 forventer Qualcomm at markedet for CDMA-chips vil blive på 85-95 millioner enhender, hvilket er positivt nyt. I 2000 blev der solgt 60 mio. enheder og i 2001 vil tallet blive ca. 75 mio.
Fremover forventes nye produktcyklusser for CDMA-chips og nye markedsmuligheder at øge væksten for CDMA-markedet og øge markedsandelen for Qualcomm. Nokia, som hidtil har domineret inden for GSM-teknologien (2G), har for nylig erhvervet CDMA-licenser til brug i næste generation af mobiltelefoner med hurtigere internetadgang. Qualcomm har i kraft af kontrakterne med Nokia boostet selskabets markedspotentiale ganske betragteligt. Herudover er profitabiliteten, som det ses ovenfor af licenssalg særdeles høj.