Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. november 2001.
Indbyggerne i hele
Odder Kommune får egen hjemmeside med mulighed for
elektronisk post og
adgang til hele
OdderNettet.
Fra nytår får alle indbyggere i Odder Kommune deres egen private borgerside med adgang til hele OdderNettet og til alle de muligheder, denne hjemmeside indeholder. Borgersiden vil være tilgængelig fra hele verden og vil fungere som en slags udvidet hotmail.
Borgerne får også mulighed for at lægge egne hjemmesider ind på det kommunale net, ligesom selvbetjeningen vil blive mere omfangsrig for borgerne.
Udviklingen af borgernettet sker i tæt samarbejde med firmaet Kubus.
Dagbog
Personer med fælles interesser som blandt andet skole og forældre og ældregrupper kan koble sig sammen i netværk, hvor det bliver let at kommunikere og sende nyheder og informationer rundt. Disse elektroniske netværk kan udvikle sig og danne fælles og samlende hjemmesider (communities), efter behov.
På den private borgerside får man desuden mulighed for at sende og modtage mail, og det er tanken, at borgersiden også skal danne et godt udgangspunkt for adgangen til det globale internet - for eksempel ved direkte adgang til de større søgedatabaser på nettet.
Der vil også blive tilknyttet en form for dagbog (weblog), hvor man kan nedskrive sine tanker og ideer. I øvrigt vil man få mulighed for at tilknytte et album til de billeder, man godt vil have adgang til på nettet.
I Odder Kommune forventer man, at projektet vil give en større del af kommunens borgere lyst til at anvende de spændende muligheder som internet kan tilbyde som lokalt kontaktskabende element mellem borgere, institutioner og administration.
Ved at tage udgangspunkt i borgerens personlige netværk, interesser og private behov, er der forventning om, at også den digitale forvaltning, som Odder Kommune ønsker at udbygge, får større succes og hurtigere udbredelse.
Hertil kommer indflydelsen på nærdemokratiet i Odder Kommune, som også har kommunens interesse.
Billedtekst: Efter nytår udvides OdderNettet og giver blandt andet borgere mulighed for at lægger egne hjemmesider ud på det kommunale net.