HK hiver i IT-akademikere

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. november 2001.


Billedtekst: - Konsekvensen af overenskomsten er, at vores medlemmer
føler sig forbigået. Den form for
strandhugst kan føre til fagforeningslede, siger Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening.

CSC Scandihealth har indgået overenskomst med HK. Den omfatter alle IT-medarbejdere. Det er et brud på en fredsaftale mellem LO og AC, mener Dansk Magisterforening, der anklager HK for at gå på strandhugst.

15 procent mere i løn over de næste tre år. Yderligere to feriefridage. Bedre barselsvilkår for mandlige ansatte.
Det er blot nogle få konsekvenser af en nyligt indgået overenskomst mellem HK's IT-fagforening Sam-Data og CSC Scandihealth i Århus, hvor cirka 200 medarbejdere producerer IT-ydelser til den skandinaviske sundhedssektor.
Alligevel har overenskomsten fået Dansk Magisterforening til at fare i flint. Overenskomsten slår nemlig fast, at alle IT-funktioner uanset uddannelsesmæssig baggrund hører ind under HK's faglige område.
Dermed omfatter overenskomsten også de omkring 50 akademikere, der er ansat hos CSC Scandihealth, og Magisterforeningen mener, det er et brud på grænse- og samarbejdsaftalen mellem LO og Akademikernes Centralorganisation (AC). Dansk Magisterforening hører under AC, mens HK hører ind under LO, og samarbejdsaftalen slår fast, at medlemsorganisationerne under AC organiserer medlemmer, der har afsluttet en uddannelse ved en højere uddannelsesinstitution.
HK på strandhugst
Dansk Magisterforening har derfor skrevet til HK for at gøre opmærksom på, at magisterforeningen betragter overenskomsten som et brud på samarbejdsaftalen. Samtidig har Dansk Magisterforening givet sagen videre til Akademikernes Centralorganisation for at få de akademiske medarbejdere på CSC Scandihealth undtaget fra overenskomsten og skrevet til CSC Scandihealth, at dele af overenskomsten er ugyldig.
De 50 akademikere på CSC Scandihealth har holdt møde med en jurist fra Dansk Magisterforening.
Medlemmerne udtrykte utilfredshed med, at de ikke selv har indflydelse på deres overenskomst, ligesom de mener, at overenskomsten ikke giver dem sikkerhed for videreuddannelse.
- Vores medlemmer er utilfredse med at være dækket af en HK-overenskomst. Aftalen er ikke oppe på det niveau, som vi kan få igennem, for eksempel er lønstigningstakten mindre, end det vi plejer at få igennem. HK bruger vores medlemmer til at trække deres egne op. Sagen er også af principiel karakter, fordi de bryder grænse- og samarbejdsaftalen. HK prøver at gå på strandhugst, hvor de kan. De har den opfattelse, at alt IT-arbejde er HK-arbejde, siger Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening.
IT-arbejde er HK-arbejde
Den sidste replik er med hentydning til en udtalelse, som Sam-Datas formand, Erik Lykke Hansen, kommer med i HK's blad Magasinet. Her siger han:
- Det er første gang, at det er så tydeligt beskrevet, at hvis du arbejder i en IT-funktion, så er det ligegyldigt, om du er professor eller pølsemager eller noget helt andet - så er det Sam-Data arbejde og dÈr, du fagligt hører til.
Den udmelding står Erik Lykke Hansen ved, om end han over for Computerworld præciserer den lidt.
- Alt IT-arbejde hører under HK, hvis du er ansat på CSC Scandihealth, siger han.
Erik Lykke Hansen frygter ikke en irettesættelse fra LO for at have brudt grænse- og samarbejdsaftalen. Han mener nemlig slet ikke, den gælder i det pågældende tilfælde.
- Medarbejderne er blevet ansat efter vores overenskomst, og det ved alle jo. Det står i deres ansættelseskontrakt, som jeg formoder, de frivilligt har skrevet under på, så grænseaftalen gælder ikke i det tilfælde her, siger Erik Lykke Hansen.
Beskyldningerne om at HK går på strandhugst og medarbejdernes frygt for manglende videreuddannelse, tager han også helt roligt.
- Deres medlemmer søger ind på en arbejdsplads, der har en HK-overenskomst. Med hensyn til dem, der stadig er organiseret hos magisterne, kan vi jo vende den om og sige, at det er dem, der går på strandhugst, fordi de hverver medlemmer på en HK-arbejdsplads. Med hensyn til uddannelse, så har jeg aldrig hørt om en IT-medarbejder hos Scandihealth, der er blevet nægtet at komme på videreuddannelse, siger Erik Lykke Hansen.
60 procent af aktierne i Scandihealth blev sidste sommer købt af CSC, og Scandihealth gik fra at høre under KMD (tidligere Kommunedata) til at høre under CSC.
Ingrid Stage fra Dansk Magisterforening oplyser, at magisterforeningen arbejder på at lave en særskilt overenskomst for akademikerne.
- I hovedselskabet CSC har vi en fortrinlig AC-overenskomst, siger hun.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere


NIS2: Vi gør status efter tre måneder og lærer af erfaringerne

Vær med, når vi deler oplevelser med implementering af NIS2 og drøfter, hvordan du undgår at gentage erfaringerne fra GDPR – og særligt undgår kostbar overimplementering.

30. september 2025 | Læs mere


Ledelse og AI: Sådan transformerer teknologien lederskabet

Her er chancen for at netværke med andre ledere, der håndterer store transformationer med udgangspunkt i it. Hør blandt andet om, hvordan AI revolutionerer forandringsledelse og organisatorisk udvikling.

02. oktober 2025 | Læs mere