Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. november 2001.
Billedtekst: - StorageTek udvider aktiviteterne inden for diske, hvor jeg har min styrke, siger Nils Kierkegaard, der netop har afløst Christian Nejstgaard som administrerende direktør hos StorageTek i Danmark.
Nejstgaard fortsætter i virksomheden som salgsdirektør.
Efter et halvt år træder datalagringsproducenten StorageTeks administrerende direktør
tilbage og bliver i
stedet salgsdirektør.
Ny administrerende
direktør bliver tidligere chef for EMC i Danmark, Nils Kierkegaard.
Den niende november tiltrådte den 46-årige Nils Kierkegaard stillingen som administrerende direktør for datalagringsproducenten StorageTek i Danmark. At den hidtidige administrerende direktør Christian Nejstgaard efter bare et halvt år træder tilbage for i stedet at blive salgsdirektør overrasker medarbejderne og sågar også virksomhedens pr-bureau.
Den nye direktør afviser, at udnævnelsen af Nejstgaard som administrerende direktør var en fejltagelse.
- Der er egentlig bare tale om en styrkelse af ledelsen i forbindelse med, at StorageTek satser på en udvidelse af aktiviteterne inden for diske. Jeg er stærk inden for diske, og Christian har stor erfaring fra tape-markedet, så kombinationen af Christian og mig er stærk, forklarer Nils Kierkegaard.
Kierkegaard har været beskæftiget i IT-branchen siden 1983, hvor han blandt andet har arbejdet for NCR, Hitachi Data Systems og EMC. I 1999 blev Nils Kierkegaard fyret fra EMC efter halvandet år som dansk chef og slog sig derefter ned som selvstændig med virksomheden I-Way Computer Systems.
- Tiderne er ikke til selvstændig virksomhed, det er for eksempel meget svært at skaffe kapital, så da jeg blev tilbudt stillingen hos StorageTek, slog jeg til, siger Nils Kierkegaard, der oprindelig er uddannet cand. merc.
Ledelsen for StorageTek Danmark består herefter af salgsdirektør Christian Nejstgaard, teknisk direktør Kell Olsen Hjarsø, økonomichef Søren Nielsen og den nye administrerende direktør Nils Kierkegaard.