Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 19. november 2001.
Gennem forhandlere sælger Surveynow.net digitale agenter, der kan støvsuge konkurrenternes hjemmesider for brugbar information.
Agent WWW har licens til at overvåge, og for 1.000 kroner om måneden vender han tilbage til kunden med dokumentmappen fuld af statistik og nyheder fra konkurrenternes hjemmesider.
Københavnske Surveynow.net har allerede forhandlerprogrammet klar, og hvad enten man ønsker at markedsføre deres produkter under eget navn eller fungere som traditionel forhandler, er der efter producentens opfattelse gode penge at hente på markedet for konkurrentovevågning.
Tjener uden at løfte en finger
I første omgang henvender forhandlerprogrammet sig mod tele-marketingbureauer, konsulenthuse eller traditionelle IT-forhandlere, der vil tjene på licenssalg.
- Vi har aftaler på plads med virksomheder, der gerne vil markedsføre det her under eget navn, og derfor ønsker jeg ikke at fortælle, hvem det er, siger Martin Johansson, der er business manager hos Surveynow.net. Han forklarer, at de typiske partnere er konsulenthuse, der ønsker at supplere deres rådgivning med et værktøj, der kan sætte deres kunder i stand til at følge konkurrenterne tæt.
Desuden har en virksomhed som forhandleren Itectum i Herlev netop underskrevet en traditionel forhandleraftale, der giver Itectum kommission, hver gang deres kunder køber eller fornyr en licens til Surveynows produkter.
- Også selvom det reelt sker på vores hjemmeside, uden forhandleren skal involveres, pointerer Martin Johansson.
Medie- og konkurrentovervågning
Surveynow har to hovedprodukter, der kan supplere hinanden. Det ene er en række agenter, kunden kan sende ud på bestemte hjemmesider og bede snuse rundt efter eksempelvis opdateringer af nyheder, nye produktfotos eller nyopslåede ledige stillinger.
Agenterne vender to gange dagligt tilbage med en e-mail eller en SMS-besked med statistik om, hvor meget af hjemmesiden, der er blevet opdateret hvornår.
Det andet produkt er en række digitale agenter, der døgnet rundt gennemsnuser en række medier på internettet og leder efter netop de ord, man beder dem om.
Agenterne vender så tilbage med et link til de artikler, hvori ordene indgår og en meget kort beskrivelse af, eller et citat fra artiklen.
Billedtekst: Martin Johansson fra Surveynow tror ikke på, at stridighederne omkring dybe links får en indvirkning på salget af overvågningsagenter gennem forhandlerne.
Boks: strid om dybe links
Der er netop afsagt kendelse i en sag om dybe links ved Fogedretten i Århus. Danske Dagblades Forening har fået medhold i, at det er ulovligt at linke til andres hjemmesider, hvis linket fører længere ind end til hjemmesidens første lag.
Den kendelse anerkender Martin Johansson fra Surveynow.net dog ikke. For det første fordi, der ikke er faldet dom. For det andet fordi han mener, kendelsen kan være skadelig for dansk erhvervsliv, og at der stadig er tvivl om definitionen af dybe link.
- Hvis det bliver ulovligt at linke dybt til en artikel på internettet, altså fortælle, hvor en artikel kan findes, vil danske virksomheder blive afskåret fra at komme ind på dette marked.
- Dermed får eksisterende virksomheder rundt om i verden fri adgang til selv at bestemme slagets gang, siger Martin Johansson.
Kendelsen har skabt ivrig debat blandt såvel jurister som journalister og medier, og mange mener, det er i strid med selve formålet med internettet at begrænse retten til at henvise folk til specifikke steder på internettet.
Surveynow vil i yderste konsekvens, hvis der en gang skulle falde dom i en lignende sag, flytte virksomheden til udlandet og drive den derfra, men Martin Johansson tror ikke, det kommer så langt.
- Desuden vil det aldrig blive ulovligt at sælge produktet, så det kommer under alle omstændigheder ikke til at gå ud over vores forhandlere eller partnere, siger han.