Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. november 2001.
Billedtekst: Koncernchef Jesper Rasmussen fra Carl Bro Gruppen får med opkøbet af Sycon 1.100 nye
ansatte under sig.
Carl Bro Gruppen går sammen med den svenske rådgivningsvirksomhed Sycon, der har 1.100 ansatte i
Sverige og Danmark. Sammenlagt bliver Carl Bro/Sycon den største skandinaviske rådgivningsvirksomhed.
For en god måneds tid siden overtog den svenske investeringsvirksomhed Bure 51 procent af aktierne i det danske rådgivende ingeniørfirma Carl Bro. Nu overtager Carl Bro Gruppen Sycon, som er en svensk rådgivningsvirksomhed med 1.100 ansatte og en årlig omsætning på 672 millioner kroner. Carl Bro Gruppen omsætter selv for 1,4 milliarder kroner og har 2.400 medarbejdere. Overtagelsen finansieres ved en kapitaludvidelse i Carl Bro Gruppen.
Sammenlægningen med den svenske rådgivningsvirksomhed er ifølge en pressemeddelelse et skridt på vejen for Carl Bro Gruppen mod en placering i den europæiske rådgivnings- og konsulentbranche.
Godt to milliarder kroner
Sammenlagt kommer Carl Bro Gruppen og Sycon op på en omsætning på godt to milliarder kroner og cirka 3.200 medarbejdere i Danmark, Sverige, Storbritannien og Tyskland.
- Med Sycon får vi tilført nye faglige kompetencer og en styrket geografisk platform på det skandinaviske marked, siger koncernchef Jesper Rasmussen fra Carl Bro Gruppen, der også har en væsentlig omsætning inden for IT og telekommunikation.
Sycon er de seneste fire år ekspanderet fra 300 til 1.100 medarbejdere gennem opkøb af virksomheder i både Sverige, Norge og Danmark og er i dag Sveriges sjettestørste rådgivningsvirksomhed. Senest blev de to danske rådgivningsvirksomheder Steensen & Varming og Knudsen & Sørensen med tilsammen 150 medarbejdere opkøbt i januar 2001. Sycon ejer også 49 procent af den norske virksomhed E-CO Partner med 80 ansatte.