Marked på 37 milliarder kroner venter i sydafrika

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. november 2001.


Det sydafrikanske IT-marked vokser med ti procent om året og er et marked, hvor det er nemt at begå sig, fordi forretningskulturen ligner den europæiske.

Gennem de sidste seks år er det sydafrikanske IT-marked vokset med seks procent om året, og landet har fem-seks millioner købedygtige mennesker, som alle har et europæisk forbrugsmønster.
Værdien af det sydafrikanske IT-marked var i år 2000 på 32 milliarder kroner, og det beløb ventes at vokse til 37 milliarder i 2001 (eksklusiv telekommunikationssektoren). Der er mere end to millioner internetbrugere, og det tal ventes at vokse til tre en halv million inden udgangen af 2003. Ikke mindre end 97 procent af alle større virksomheder har adgang til internet, og inden for et til to år forventer Udenrigsministeriets eksportrådgiver Peter Christensen, at 80 procent af disse har en hjemmeside.
Ifølge eksportrådgiveren er udbygning af netværk, udvikling af netværkssoftware og outsourcing de områder, der sammen med den trådløse teknologi vil opleve den største vækst.