Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. november 2001.
Nvidia er for mange et ukendt selskab, som designer nogle af verdens kraftigste serieproducerede processorer til grafik og multimedia. Nvidia er faktisk verdensledende med markedets hurtigste produktsortiment til video og kommunikationsplatforme såsom Microsofts Xbox, pc'er, Apples Macintosh og notebook-pc'er.
Intel har på det seneste intensiveret markedsføringen og udbredelsen af de nyeste Pentium 4-systemer med henblik på at skynde på udfasningen af Pentium III.
Endnu har Intel ikke selv kunnet levere en integreret grafikprocessor til de nyeste Pentium 4-systemer, hvilket har givet Nvidia megen medvind på markedet, og selskabet har blandt andet i kraft heraf vundet markedsandele og stor anerkendelse for deres lowend- til midrange-grafikprocessorer. Det forventes, at Intel i midten af 2002 vil komme med et konkurrerende produkt, men på det tidspunkt vurderes Nvidia at have opnået så stærkt et fodfæste i markedet i kraft af produkternes ydelse, at det bliver vanskeligt for Intel at tage markedet tilbage fra Nvidia.
Desuden har Microsofts lancering af Xbox givet et boost til Nvidia, som er eneste leverandør af de kraftige grafiske processorer, der ligger i Xbox. Microsofts ambitiøse satsning på denne spillekonsol indeholder noget af det kraftigste, der findes på markedet for disse processorer. Og dette er blot endnu en understregning af, hvor dominerende Nvidia er inden for sin niche.
Det er værd at bemærke udviklingen i selskabets aktiviteter i indeværende år. For et par uger siden offentliggjorde Nvidia et tredje kvartalsregnskab (skævt regnskabsår), som var markant bedre, end investorerne havde forventet. Omsætningen blev mere end 20 procent højere end forventet, og indtjeningen pr. aktie blev tilsvarende højere, 28 cents mod de forventede 23 cents. Samtidig fastholdt selskabet forventningerne til regnskabsårets sidste kvartal (slutter ultimo januar 2002).
Der er nogle selskaber, der klarer sig godt til trods for den generelle afmatning i teknologisektoren. Nvidia er helt klart et eksempel herpå, og det er værd at holde øje med selskabets udvikling fremover. Kursen på Nvidias aktie har ligeledes afspejlet den positive udvikling for selskabet og bevæget sig meget uafhængigt af markedet som helhed i indeværende år, hvilket fremgår tydeligt af figuren.
Graf: Nvidias kursudvikling i år
Rød: Nvidia Grøn: MSCI IT-indeks