IP-telefoni med seler og livrem

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. november 2001.


Virksomhederne er i gang med at eksperimentere med telefoni-systemer baseret på IP, men tendensen er, at de kombinerer det med konventionel telefoni.

Virksomhederne er meget interesseret i IP-telefoni. De fleste har fået fat i, at det er en teknologi, der både kan give besparelser og nye måder at kombinere faciliteterne på datanettene med telefonsystemet.
Samtidig er der en dyb skepsis over for den databaserede telefonis pålidelighed og kvalitet. Telefon-nettet opfattes som nervesystemet i virksomheden, og mange firmaer frygter, at det skal blive udsat for den mangel på stabilitet, der kendes fra en del datanet.
Løsningen, som mange firmaer griber til, er at kombinere IP-telefoni med almindelig telefoni. Det får i øjeblikket en del af producenterne af udstyr til IP-telefoni til at lancere udstyr, der kan kombinere disse teknologier.
Intel er en af de producenter, der lige har lanceret en PBX Digital Gateway, som gør det muligt at slutte IP-telefoner til et eksisterende omstillingsanlæg. Dermed kan man flytte enkelte afdelinger over på IP enkeltvis. IP-telefonerne kobles til en netværksswitch, som er sat i forbindelse med en 10/100 Mbit/s Ethernet-port.
En analyse foretaget på foranledning af Philips-gruppen for nyligt viser, at 17 procent ud af 500 adspurgte større amerikanske virksomheder er begyndt at indføre IP-telefoni. 80 procent af selskaberne regner med at være i gang i løbet af de næste fire år.