Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. november 2001.
Compaq kæmper med næb og klør for at få kunderne til at købe virksomhedens egne hukommelsesmoduler (ram) i stedet for
eksempelvis Kingston-ram, der i nogle
tilfælde er endog
meget billigere.
- Compaq gør sit bedste for at skræmme kunderne fra at købe Kingston-ram. Det er noget, vi mærker stort set hver eneste dag, fortæller Lars Christensen, der er chef for ram-producenten Kingston i Danmark.
Lars Christensen siger, at Compaq fejlagtigt hævder, at garantien bortfalder, hvis der er uoriginal ram i computeren. Den påstand forelagde vi Compaqs markedsdirektør Peter Koch:
- Det er sådan set korrekt. Vi yder ikke garanti på serveren, hvis der er fremmed ram i, så i de tilfælde vil vi bede kunden om at skifte de pågældende ram-klodser ud med vores, forklarer Peter Koch.
CW: Kingston yder selv garanti på sin ram, så hvis det er
ram'en, der er noget galt med, skifter Kingston den. Det går vel ikke ud over garantien på resten af maskineriet?
Til det siger Peter Koch, at Compaq ikke garanterer systemets funktionalitet, hvis der ændres ved den oprindelige konfiguration eksempelvis ved opgradering med tredjeparts-produkter som ram fra Kingston.
Kan blive dyrt
- Jeg kan ikke sige, om Kingstons ram er bedre eller dårligere end vores, men den er i hvert fald ikke testet i de konfigurationer, som vores er, lyder det fra Compaq, som advarer mod, at omkostningerne "kunne gå hen og blive meget store", hvis man drister sig til at sætte andre ram-klodser i end Compaqs. I parentes bemærket producerer Compaq ikke selv ram, men køber dem hos henholdsvis Samsung og Siemens.
Efter en længere dialog medgiver Peter Koch, at garantien på en Compaq-server ikke bortfalder på andre punkter, end der hvor der måtte være installeret uoriginale komponenter, men fastholder, at der kan opstå situationer, hvor fremmed ram bringer et system så meget fra koncepterne, at funktionaliteten ryger.
- Når vi har problemer med servere, der ikke kører, og det er ram'en, den er gal med, så er det ni ud af ti gange ram fra Kingston, siger Peter Koch, som ikke kan være mere konkret omkring den påstand.
Det rene FUT
Kingston mener, at Compaqs argumenter kan kategoriseres under typen FUT, det vil sige argumenter, der har til hensigt at skabe Frustation, Usikkerhed og Tvivl hos kunderne.
- Hvis ingen lagde hindringer i vejen for vores ram-salg, ville vi øge omsætningen med 50 procent i Danmark i løbet af få år, vurderer Lars Christensen.
Han siger også, at HP og IBM heller ikke hører til Kingstons største fans, men at de langt fra går så aggressivt til værks med at vise deres modvilje, som Compaq gør.
Kingston har fem ram-fabrikker rundt om på kloden, producerer mere end to millioner ram-klodser om måneden til langt hovedparten af de største computerproducenter. Angiveligt er Kingston verdens største uafhængige producent af hukommelsesmoduler.
Billedtekst: - Compaq garanterer ikke systemets funktionalitet, hvis der ændres ved den oprindelige
konfiguration, fortæller virksomhedens markedsdirektør Peter
Koch.
Foto:
Søren Hytting
Boks: Prischeck
Computerworld ringede til distributøren Ingram Micro for at få et par aktuelle ram-priser. En 128 MB RAM-klods til en Compaq Presario-pc koster 275 kroner hos Compaq og 313 kroner hos Kingston, så der er ikke noget at spare.
Så prøvede vi med RAM til en Compaq Proliant Server ML 330. Her koster 512 MB 3.849 kroner hos Compaq og 1.404 kroner hos Kingston, en pæn besparelse. Endelig spurgte vi på en 1 GB ram-klods til den samme server, og her er der bingo. Hos Compaq er prisen 11.704 kroner, mens det samme modul kun koster 2.195 kroner hos Kingston - altså en besparelse på godt 9.500 kroner.
Peter Koch fra Compaq vendte i øvrigt tilbage og fortalte, at han havde hørt, at Kingston lige havde sat priserne markant ned, og at Compaq havde tænkt sig at gøre det samme.