Få overblik eller bliv tørret

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. november 2001.


Billedtekst: Unisys satser på at sælge systemer til bankerne, som derved kan hjælpe deres bedste kunder med at få et bedre overblik over alle deres finansielle engagementer.
Modelfoto:
Torben Klint

Ny teknologi henter information fra brugernes finansielle hjemmesider og præsenterer dem samlet i ny portal-løsning fra Unisys.

En ny type finansielle services er ved at se dagens lys i USA. De tilbyder kunder at samle finansielle oplysninger fra kundens forskellige bankforbindelser og præsenterer dem samlet på internet.
Alt foregår online, og formålet er at give den enkelte bruger bedre overblik over sin samlede økonomiske situation. Men det behøver ikke kun være økonomisk information. Ifølge kundedirektør i Unisys i Danmark Jan Gregersen kan der være tale om mange forskellige typer information.
- Man kan forestille sig, at man får samlet bonusoplysninger fra sit flyselskab, opsparede point i benzinselskaber eller indkøbsforeninger eller diverse beholdninger i udenlandske banker. Hvis bare oplysningerne er tilgængelige online, kan de findes, siger han.
Scrape or get scraped
I USA har virksomheder uden for den finansielle verden slået sig op på denne service - blandt andet med slogans som Scrape or get scraped - populært på dansk vil det være "tør eller bliv tørret". Virksomhederne slår på, at kunder ikke får det optimale ud af deres økonomiske engagement, fordi de ikke har det nødvendige overblik over deres konti.
Markedet opererer med to typer af informationshøst eller "account aggregation", der er det amerikanske udtryk. Den ene foregår i det skjulte, og det er kun kunden og informationshøsteren, der ved, hvad der foregår. Det pengeinstitut, som kunden anvender, behøver ikke nødvendigvis at vide, hvad der foregår. Bankernes hjemmesider gennemtrawles af eksperter, som finder frem til de tags (felter), som hjemmesiden anvender til at vise oplysningerne. Udstyret med kode og kontonummer kan forprogrammerede robotter nu hente de bestilte oplysninger i bankens system - uden at banken ved det.
Jan Gregersen tror dog ikke meget på denne løsning i Danmark, da danskerne sjældent udleverer kontonumre og adgangskoder til fremmede. Han tror derimod på den anden model, hvor bankerne og informationshøsteren indgår en gensidig aftale om udveksling af information.
- Vi ser en generel udvikling mod, at man indgår samarbejdsaftaler eller det man kunne kalde aftalt informationsindsamling. Dels bliver det lettere at få den relevante information, og dels har det vist sig nyttigt at få skabt communities (samfund, red.) omkring informationsindsamlingen, siger Jan Gregersen.
Unisys forventer først og fremmest, at det nye system vil være attraktivt for banker, der ønsker at give bedre service til de mest velhavende kunder, der typisk har spredt deres økonomiske interesser over mange pengeinstitutter og ofte også i flere lande.
Unisys anslår, at der i Danmark er ca. 20.000 hustande, der kan henføres til bankernes VIP-gruppe, men Jan Gregersen understreger, at systemet også kan bruges i forbindelse med fusioner, eller når bankerne ønsker at give kunderne bedre overblik over alle relevante informationer fra det finansielle supermarked.
- Vi har eksempler på at det har taget syv år at få integreret IT-systemer efter en fusion. Med account aggregation kan man hurtigt og ikke mindst billigt sikre, at informationer kan hentes fra flere systemer. Hertil kommer, at mange pengeinstitutter i dag også har pension, forsikring og andre ydelser, hvor account aggregation også kan hjælpe kunden til at få et bedre overblik, siger han.
Samarbejde med Corillian
Unisys er gået i samarbejde med det amerikanske selskab Corillian, der er eksperter i indsamling af finansielle oplysninger, om den nye løsning, og har allerede solgt de første installationer i USA. I Danmark forventer Jan Gregersen, at de første løsninger vil være på gaden til næste år.
- Når vi har set de første løsninger, tror jeg, det vil komme til at gå rigtig stærkt, siger han.

Billedtekst: Vi ser en generel udvikling mod det, man kunne kalde aftalt informationsindsamling, siger Jan Gregersen, Unisys.