Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. november 2001.
FREMTID. Webbyen.dk har udskrevet en konkurrence blandt landets folkeskoleelever om at lave den bedste hjemmeside. Projektet støttes af Novo Nordisk og IBM, der håber på at opkvalificere fremtidens arbejdskraft.
Mandag blev der sendt 35.000 plakater ud til alle folkeskoler i Danmark, og dermed er det første skridt i en landsdækkende hjemmesidekonkurrence for folkeskoleelever taget. Med i projektet er blandt andet Novo Nordisk.
- Politikerne har et ansvar for at sørge for, at der er penge til IT på skolerne, og at lærerne er uddannede. Men virksomhederne har også et ansvar for at tage del i det. Vi kan ikke vente på den store forkromede løsning, så vi må lave nogle bobler rundt omkring, så vi kan få nogle unge af i dag, der svarer til behovet af i morgen. Jo flere folk, vi får ud af skolesystemet, der har kendskab til IT og multimedier, jo lettere bliver det at skaffe kvalificeret arbejdskraft i fremtiden, siger Elisabeth Richard Jensen, der er web-master hos Novo Nordisk.
Målrettet mod børn
Bag konkurrencen står også Webbyen.dk, et firma der lever af at lave byportaler og hjemmesider til mindre virksomheder og foreninger. Til det formål har de udviklet en hjemmesidedesigner, så deres kunder selv kan stå for opdateringer. Hjemmesidedesigneren findes nu i en version, målrettet mod børn.
- Vi gør det, fordi vi kan øge trafikken på vores hjemmeside og for at brande vores navn og vise, at vi har et produkt, der fungerer. Hvis vi samtidig får skabt lidt debat om IT i skolen, så er vi nået langt, siger Jimmi Meilstrup, administrerende direktør for Webbyen.dk.
Konkurrencen udspringer af et lokalt samarbejde i Kalundborg mellem Webbyen.dk, Novo Nordisk og Rynkevangskolen. Elever fra 2. til 8. klassetrin på sidstnævnte skole har hjulpet med at teste hjemmesidedesigneren, der er opbygget som et normalt tekstbehandlingsprogram og kører via den normale internetbrowser.
Konkurrencen kommer til at køre i januar næste år, og vinderne afsløres af Bubber i Snurre Snups Søndagsklub.
Billedtekst: Her er det Pyrus (Jan Linnebjerg) fra TV 2's julekalender, der vurderer en af de hjemmesider, elever fra 2. klasse på Rynkevangskolen i Kalundborg har lavet. Foto: Martin Meyer