Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. december 2001.
Billedtekst: Helge Sander, ny minister for videnskab, teknologi og udvikling, får Finansministeriet som krumtap i digitaliseringen af den
offentlige sektor. Finansministeriet vil i løbet af kort tid
udarbejde en rapport på
området, der skal danne
grundlag for en reform
af den offentlige sektor.
Foto: Torben Klint
Den ny regering ønsker at sætte skub i digitaliseringen af den offentlige sektor. Det skal skabe rationaliseringer og bedre service.
Finansministeriet bliver også i den nye regering krumtappen i digitaliseringen af den offentlige sektor.
Finansminister Thor Pedersen (v) vil i løbet af kort tid udarbejde en rapport på området, der skal danne grundlag for en egentlig reform af den offentlige sektor.
- Finansministeren vil snart fremlægge en detaljeret plan for en reform af hele den offentlige sektor. Planen vil indeholde en række markante initiativer inden for digitaliseringen af den offentlige sektor, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen ved præsentationen af regeringsgrundlaget.
IT afgørende faktor
Ifølge regeringsgrundlaget vil en effektiv udnyttelse af IT give grundlag for større effektivitet, nye produkter og bedre tilbud til borgerne.
"IT vil i de kommende år være en afgørende faktor for vækst i økonomien og dermed for grundlaget for velfærden i Danmark", hedder det. Den forhenværende regering lagde i sin strategi op til, at de enkelte institutioner og styrelser selv bestemte graden af digitalisering.
Med det nye oplæg lægger Thor Pedersen op til en skærpelse af kravene til digitalisering. Afdelingschef i Finansministeriet Adam Wolff mener, at det er for tidligt at sige noget konkret om, hvordan reformen vil tage sig ud,
- Vi skal bruge de kommende uger og måneder til at skyde os ind på, hvad den nye regering ønsker præcis på det område. Der er et meget bredt felt for den nye finansminister at arbejde på, derfor er det for tidligt at være konkret, siger Adam Wolff, der er leder af Den Digitale Taskforce.
Han forventer at aktiviteterne vil fortsætte og eventuelt får endnu større bevågenhed.