Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. december 2001.
Kommunedata skal være totalleverandør af IT til Haderslev
Kommune. Over fire år løber ordren op på 65 millioner kroner.
Fem IT-medarbejdere i Haderslev Kommune får fra nytår ny arbejdsgiver. Kommunedata (KMD) har netop vundet ordren på op mod 65 millioner kroner over fire år for næsen af konkurrenterne Columbus, IBM, WM-data Siemens og kommunens egen IT-afdeling.
De fem fortsætter i Haderslev Kommune, og kontrakten omfatter udvikling og drift af kommunens samlede IT. Kommunen har blandt andet 900 pc'er, 43 servere og 110 printere. Kun økonomisystemet er ikke omfattet af aftalen, da Haderslev i øjeblikket har et selvstændigt EU-udbud omkring nyt økonomisystem.
Tre leverandører gav kommunen udsigt til den ønskede besparelse på 1,5 milioner kroner årligt, men i den indstilling fra kommunenens økonomiudvalg, som blev fremlagt for byrådet 29. november, lægges der vægt på, at KMD samlet set gav det mest attraktive tilbud.
- Vi har selvfølgelig skelet til, at KMD er driftssikker og kan levere varen, men det afgørende har egentlig været udsigten til nye systemer til e-handel, elektronisk dokumenthåndtering og den elektroniske borgerservice, hvor KMD virkelig sætter scenen, siger udviklings- og kulturchef Willy Feddersen, Haderslev Kommune.
Det vil næste år blive besluttet, om kommunen også vil lægge drift og udvikling af tele- og datakommunikation hos KMD.