Hver fjerde virksomhed på jagt efter kapital

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. december 2001.


Inden for de næste to år vil godt hver fjerde danske IT-virksomhed med 10-49 ansatte være på jagt efter kapital, der kan hjælpe virksomheden med at vokse.

Danske IT-virksomheder er på stadig jagt efter kapital til at virkeliggøre ønsket om vækst. Ifølge Vækstbarometeret er det især de mindre virksomheder, der får kapitalbehov. Mere end hver fjerde IT-virksomhed med mellem 10 og 49 ansatte fortæller til Deloitte & Touche, der står bag Vækstbarometeret, at de vil søge kapital fra en investor inden for de næste to år. Problemet for mange af de kapitalhungrende firmaer er, at de ikke har dokumentationen i orden.
- Mange mangler en aktuel forretningsplan, en plan for, hvordan investeringen kan sætte gang i væksten eller en plan for, hvordan de skal holde på de medarbejdere, der skal være med til at skabe fremdrift i virksomheden, siger Kim Gerner
Vær i god tid
Som regel kommer mange virksomheder først i gang med at søge kapital, når behovet er lige op over, og en overskridelse af tidsplanen for at få tilført kapital er reglen snarere end undtagelsen, viser tallene fra Deloitte & Touches IT Vækstbarometer.
Et generelt problem er, at banker og ventureselskaber elsker at investere i selskaber, der går godt. Det bliver straks sværere, når krisen kradser. Et par af de større danske IT-selskaber har grebet behovet for kapital an på en anden måde.
Hos både Columbus IT Partner og TopNordic med henholdsvis 350 og 250 medarbejdere har stort set samtlige ansatte accepteret at gå ned i løn. Begge steder går ledelsen forrest med markante lønnedgange.
- Selvom vi havde et overskud på halvanden million i november, så lever vi ikke op til budgetterne, og det er klart sværere at få tilført kapital i krisetider. Ved at gå ned i løn undgår vi at fyre, og så er vi klar til at tage fat for fuld skrue, når vinden vender, siger Claus Hougesen, administrerende direktør for IT-forhandleren TopNordic.

Billedtekst: - Det er klart sværere at få tilført kapital i krisetider, siger administrerende direktør Claus Hougesen, TopNordic. Samtlige medarbejdere har i øvrigt accepteret at gå ned i løn, for at undgå fyringsrunder.
Foto: Torben Klint