Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. december 2001.
IT-virksomhederne anser det at tiltrække og fastholde medarbejdere som den største udfordring såvel i dag som i årene fremover.
For fjerde år i træk kårer lederne af de hurtigst voksende amerikanske IT-virksomheder det at rekruttere og fastholde nye medarbejdere som det kommende års største udfordring. Tendensen er stort set den samme i den hjemlige andedam, men ifølge Deloitte & Touches IT Vækstbarometer 2001, er de danske IT-ledere mere splittede, hvad fremtidsforventningerne angår. Her er der trængsel på førstepladsen: 15 procent af de danske IT-ledere er helt på bølgelængde med deres amerikanske modstykker og mener, at den største udfordring i det kommende år bliver at rekruttere og fastholde de kvalificerede medarbejdere, mens andre 15 procent mener, at det er udvikling og tilpasning af produkter, der vil stå øverst på agendaen.
Hønen eller ægget
- Måske er det i virkeligheden et spørgsmål om hønen eller ægget: Uden kvalificerede medarbejdere, ingen produktudvikling, og uden produktudvikling, ingen vækst, som kan gøre det interessant for nye medarbejdere at søge til virksomheden, forklarer Kim Gerner, partner, Deloitte & Touche.
Når krisen kradser, køber virksomhederne heller ikke ny IT, og de opgraderer heller ikke med samme fart. De eksisterende systemer skal udnyttes til det yderste, og derfor er virksomhederne meget afhængige af at kunne holde på de medarbejdere, der kender systemerne.
- Frygten for at miste sine kernemedarbejdere i den situation er fuldt forståelig. Mange virksomheder vil rent ud sagt være på spanden, hvis de medarbejdere, der kender systemerne, smutter, lyder det fra Edward O'Hara, administrerende direktør i analysehuset Giga Information Group.
Ifølge O'Hara er det ikke os, der efterligner amerikanerne, men omvendt:
- Amerikanerne har aldrig været i den situation, at man forsøger at strække de eksisterende systemer så meget som muligt. De plejer at opgradere og købe nyt hele tiden, mens vi herhjemme er mere vant til ind imellem at spænde livremmen et par huller ind.
Paradigmeskift
Deloitte & Touche har stillet samme spørgsmål om forventninger til både toplederen og til virksomheden som sådan. Og svarene er ikke nødvendigvis ens. Således sætter de danske IT-ledere det at "skabe tilstrækkelig vækst" på andenpladsen over de største udfordringer i de kommende år, mens internationaliseringen kommer ind på en beskeden tredjeplads. Først på sjettepladsen finder vi med to procent det at skaffe kapital. I USA fylder det at skaffe kapital til vækst langt mere i virksomhedernes bevidsthed. Her rangerer det at skaffe kapital på en andenplads over de største udfordringer i det kommende år. Sidste år lå det at holde trit med den teknologiske udvikling og de hurtige ændringer i markedet på andenpladsen som den næststørste udfordring.
- Der er sket et paradigmeskift i det forløbne år. Selvom der stadig er mangel på kvalificeret arbejdskraft i den amerikanske IT-branche, opleves det nu som markant sværere at få kapital til at finansiere væksten end tidligere, siger Kim Gerner.
I Danmark anser IT-branchen det fortsat som en langt større udfordring at rekruttere og holde fast på medarbejderne end at skaffe kapital, men det billede kan hurtigt ændre sig.
Graf: Hvad er din virksomheds største udfordringer fremover?
Graftekst: Tidligere var nr. to på listen over de største udfordringer det at "styre en høj vækst". Den er helt væk nu, hvor det i stedet drejer sig om at "skabe tilstrækkelig vækst" (nr. tre).
Sidste år var "markedsføring", "tilpasning af organisationen" og "modstå konkurrencen", slet ikke på listen. Det hele kørte bare - billedligt talt. Nu er virksomhederne nødt til også at fokusere på de traditionelle discipliner, som disse tre punkter repræsenterer.