Cisco underholdt aktieanalytikere

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. december 2001.


I tirsdags afholdt verdens største netværksproducent, Cisco Systems, en daglang "analytikerdag" i Santa Clara, Californien. Aktieanalytikere strømmede til fra nær og fjern for at høre seneste nyt fra giganten. John Chambers, som er selskabets højt profilerede topchef, formidlede i bedste show-stil det hovedbudskab, at Ciscos forretning var "on track", eller med andre ord som forventet. Et vigtigt budskab var også, at Cisco til trods for sin markedsledende position fortsat har en ringere sigtbarhed end under mere normale markedsforhold. Det er således ikke muligt for selskabet at lave præcise forudsigelser mere end et til to kvartaler frem ifølge Chambers.
For indeværende kvartal sluttende ultimo januar (regnskabsåret slutter ultimo juli) kunne topchefen berette, at Cisco fastholdt forventningerne til omsætning og indtjening. Ordretilgangen i november måned var lineær, hvilket var som selskabet havde forventet. Chambers sagde ligeledes, at 80 procent af kunderne indikerede stigende investeringer i lokale netværk til næste år. Dette tolkede de tilstedeværende analytikere som et væsentligt positivt tegn.
I det forgangne kvartal vandt Cisco større markedsandele, end selskabet havde gjort i de seneste mange år, hvor "opkomlinge" som Juniper Networks og Extreme Neworks trængte ind på Ciscos domæner med enkelte konkurrencedygtige produkter. Et selskab som Cisco er dog bedre rustet til at klare sig igennem svære tider end yngre og mindre velkonsoliderede selskaber med snævrere produktporteføljer, hvilket den seneste udvikling peger på.
Cisco vil stadig købe op
Cisco har historisk set kørt en akkvisitionsivrig strategi, og i de kommende 12 måneder forventes 8-12 selskaber opkøbt. Inden for de kommende 12-24 måneder regner Cisco med at bevæge sig ind på tre nye områder, som blandt andet kunne være optiske switche og voice over IP, men dette er ren spekulation.
John Chambers gav ligeledes sit syn på generelle udviklingstrends i det kommende års tid. Især halvledere til kommunikationsformål var et område, som han forventede en hastig udvikling inden for. Investorerne kvitterede meget hurtigt med stor handelsvolumen og kursstigninger på netop halvleder-aktier. Det samlede marked for IT-aktier sluttede ligeledes pænt op denne tirsdag, hvor Cisco afholdt analytikerdag med positive toner.

Graf: Cisco Systems
kursudvikling siden 1997