Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. december 2001.
Billedtekst: - Med 10 kommuner og amter på Prisme2000 er vi klar til at tilbyde kommunerne en moderne og fleksibel løsning, der kan integreres med deres øvrige systemer, siger Sune Dybdal fra ICL Invia Foto: Torben Klint
Med økonomisystemet Prisme2000 er ICL Invia klar til at tage kampen op med Kommunedata om kommunale og amtslige løsninger.
To år og mellem 20 og 30 mandår har ICL Invia lagt oven i virksomhedssystemet Navision Axapta for at kunne tilbyde landets kommuner og amter en attraktiv og fleksibel løsning.
Ifølge ICL Invias divisionsdirektør Poul Hedegaard Christensen er der et øget behov i kommunerne for opdateret information, samtidig er der udsigt til, at færre personer skal løse de samme opgaver.
- Det kommunale marked er ved at ændre sig. Kommunerne opfører sig i langt højere grad som private virksomheder, og stiller de samme kritiske krav, når de for eksempel går i udbud. Det er samtidig vores mulighed for at komme ind på markedet med vores nye økonomisystem, siger han.
50 kommuner
Poul Hedegaard Christensen er godt klar over, at det ikke bliver en let kamp at få kunder, der gennem mange år kun har brugt Kommunedatas løsninger.
- Vi er tvunget til at være helt fremme i skoene. Vi har ikke noget fedt, som vi kan ligge på. Vi skal bare være de bedste, siger han.
Poul Hedegaard Christensen mener, at sidste uges aftale med tre sønderjyske kommuner, der er gået sammen om driften af et system til alle tre kommuner, er det første bevis på, at ICL Invia kan hente kunder fra sin værste konkurrent.
- Med de sidste tre kommuner er vi nu oppe på, at 10 kommuner og amter kører Prisme2000. Det, synes jeg, viser vores berettigelse på markedet for virksomhedssystemer til kommuner og amter, siger han.
Målet er inden for et par år, at 50 kommuner eller amter kører Prisme2000.
Det er ikke kun mindre kommuner, der har implementeret Prisme2000. Også større kommuner, som for eksempel Horsens Kommune har valgt en virksomhedsløsning, og det samme har Vestsjællands Amt.
Selv om Prisme2000 er det grundlæggende virksomhedssystem i en kommune, er ICL Invia ikke interesseret i at gå ud som en total leverandør af kommunale systemer.
- Vi tror på, at vores rolle skal være at levere et totalt virksomhedssystem, der teknologisk er bedst egnet til at integrere med andre systemer, men vi skal ikke være et nyt Kommunedata, siger Poul Hedegaard Christensen.
Moderne
Og netop integrationen, mener markedschef Sune Dybdal, ICL Invia, er optimal i valget af Navision Axapta som grundlaget for Prisme2000. Prisme2000 har populært sagt fire lag, hvor det nederste lag er Navision Axapta, og det næstnederste lag er de moduler, som ICL Invia har udviklet specielt til det kommunale marked, så det blandt andet passer med kommunernes kontoplan, budgetteringsmodeller, sikkerhed og personnummerbehandling. De to øverste lag er specielle ønsker rettet mod den enkelte kommune eller det enkelte amt eller mod den enkelte bruger.
- Navision Axapta er teknologisk set det mest moderne og fleksible virksomhedssystem på markedet. Den objektorienterede opbygning betyder, at vi nemt kan knytte nye moduler til, og samtidig opgradere Axapta uden at skulle gennemføre de helt store rettelser. Hertil kommer, at det ikke er svært at tiltrække medarbejdere, der vil arbejde med objektorienteret teknologi, siger Sune Dybdal.
Prisme2000 indeholder også en række rapporteringsværktøjer til ledelsesinformation, der blandt andet kan betyde, at kommunen eller amtet langt hurtigere kan finde ud af, hvad der er sket på en given konto eller med et givent bilag. Blandt andet arbejder ICL Invia i øjeblikket med et elektronisk bilagsmodul, der helt skal erstatte de traditionelle papirbaserede bilag.
Valget af standardsystemet Navision Axapta på NT-platformen betyder også en forenklet driftsafvikling samt små driftsomkostninger for den enkelte kommune, og kan være billigere end de nuværende løsninger, oplyser Sune Dybdal.
Turde satse
Det bekræftes af kommunaldirektør i Christiansfeld Kommune Ib Østergaard.
- Det vigtigste har været at gå flere sammen for at få en attraktiv pris. Vi forventer, at vores kommune sparer mellem 150.000 til 200.000 ved, at vi er tre kommuner, der går sammen om driften af Prisme2000, siger han.
De to andre kommuner i samarbejdet er Rødding og Vojens.
Christiansfeld er decentralt opbygget uden centrale forvaltninger. Det har blandt andet været en af årsagerne til at Prisme2000 og ICL Invia er blevet valgt.
- Og når vi har en sådan organisation, er det en betydelig fordel, når vi taler med de enkelte institutioner, at vi sidder og ser på de samme Windows-baserede skærmbillleder, siger han.
Christiansfeld har tidligere være kunde hos Kommunedata, men Ib Østergaard er ikke bekymret over at være skiftet til en forholdsvis ny spiller på det kommunale marked for virksomhedssystemer.
- Vi skal turde satse også på virksomheder, der traditionelt ikke er aktører på det offentlige område. Vi er bare mere omhyggelige med at sikre at leverancen lever op til vores kravspecifikationer, siger han.
Ib Østergaard oplyser endvidere, at Christiansfeld også på et andet område netop har droppet Kommunedata. Kommunen har besluttet, at byrådenes nye pc'er skal komme fra det Telia-ejede selskab UpDate og ikke fra Kommunedata, der også havde givet bud på ordren.
Christiansfeld regner med at tage det nye system i anvendelse til foråret 2002.