Dataram er god medicin for Memory

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. december 2001.


Den danske ram-producent Memory Card Technology gik konkurs og blev overtaget af Dataram. I dag har
Dataram aldrig tjent så meget
uden for USA, og de danske
arbejdspladser er bevaret.

Memory Card Technology (MCT) var i mange år en succes. Dansk ram-producent med international klasse og en milliardomsætning. I januar i år gik virksomheden i betalingsstandsning, og to måneder senere overtog den amerikanske ram-konkurrent Dataram resterne af virksomheden for godt 260 millioner kroner. Kreditorerne fik en del - aktionærerne intet.
MCT havde lige fået ny administrerende direktør, da skeletter væltede ud af alle skabe, og virksomheden røg i afgrunden. I dag, otte måneder senere, er der stadig 300 medarbejdere i virksomheden i Viby uden for Århus, navnet er blevet til Dataram. Virksomheden vokser aggressivt, og faktisk har Dataram aldrig hentet så mange penge hjem på sine ikke-amerikanske aktiviteter som efter overtagelsen af den danske ram-producent.
Hestekuren
Hestekuren har bestået af især to ting, forklarer Datarams nye administrerende direktør Lars Marcher:
For det første et toptunet instrumentpanel, der minutiøst følger alle detaljer i virksomheden og så en adskillelse af front office- og back office-funktioner. I dag kører Dataram i princippet efter en client/server-model, hvor alle back office-funktioner ligger centralt i det europæiske hovedkvarter i Viby, mens datterselskaberne udelukkende koncentrerer sig om at sælge.
- Tidligere havde vi fire medarbejdere inden for regnskab, udvikling og salgssupport for hver sælger - i dag er forholdet mellem supportfunktioner og sælgere ændret til to til en, så på salgssiden er vi blevet klart mere aggressive, konstaterer Lars Marcher, der i dag ud over at være administrerende direktør også er President og medlem af koncernledelsen i Dataram, der er noteret på den amerikanske teknologibørs Nasdaq.
Arbejdsmæssigt betyder de fine titler, at Lars Marcher har ansvaret for alle Datarams ikke-amerikanske aktiviteter, hvilket vil sige 16 datterselskaber i 15 lande.
Antallet af produkter er skåret fra 6.000 til mindre end 1.000 for at skabe yderligere fokus, og i dag ligger der aldrig for mere end ti millioner kroner på lageret hos Dataram i Viby.
- For ti måneder siden lå der for 500 millioner kroner på lageret, siger Lars Marcher og tilføjer, at det kraftigt reducerede lager er en væsentlig årsag til, at Dataram i dag har overskud på driften og næsten 100 millioner kroner i banken.
Eget pluk-lager
Der ligger faktisk for måske 200 millioner produkter kroner på lageret i Viby, men hovedparten tilhører Datarams leverandører Samsung, Micron og HynIx, der har etableret egne lagre hos Dataram i Århusforstaden Viby.
- Vi plukker, hvad vi skal bruge fra deres lagre hos os, og mangler der råvarer, bliver de leveret fra dag til dag, forklarer Lars Marcher, der på den måde eliminerer risikoen for at stå med et teknologisk forældet lager og kan køre en optimal just-in-time produktion.
Engang var målet for Memory Card Technology at blive verdens største ram-producent. I dag hedder virksomheden Dataram, og målet har ifølge Lars Marcher ændret sig:
- I dag er det ikke en målsætning at være verdens største, men verdens bedste ram-producent, lyder det.

Billedtekst: - I dag er det ikke en målsætning at være verdens største, men verdens bedste ram-producent,
lyder det fra Lars Marcher, der overtog
direktørsædet i Memory Card Technology.