Dansk firma udvikler Bluetooth-chip

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. december 2001.


Gennem et år har Silicide arbejdet sig frem mod en prototype på en chip til det kortrækkende radiosystem Bluetooth, som skal sættes i produktion til næste år.

Nu fører en lille del af de penge, som ingeniørerne via medarbejderaktier fik ud af Intels køb af Giga, til etablering af en dansk Bluetooth-udvikler. Det er selskabet Silicide, der efter et år udviklingsarbejde har en forberedende prototype af en Bluetooth-chip færdig. Silicide blev startet af Carsten Rasmussen, som netop benytte den mulighed, Giga-overtagelsen gav ham, til at starte eget firma. Ud over at have været hos Giga har stifteren erfaringer fra mobilproducenten Nokia. I dag er han teknisk direktør og har fået flere partnere - herunder andet den administrerende direktør Rashad Elsubaihi. Blandt de eksterne investorer er Michael Leire, der fulgte med Giga til Intel, Ole Falholt fra J.P. Morgan, Allan Uhrenholt fra NKT og advokat Kim Håkonsson.
- Silicides ekspertise ligger inden for selve radiodelen - den såkaldte RF front-end (RF eller RFIC Radio Frequency Integrated Circuit) - derfor skal vi indgå samarbejder med baseband-virksomheder, der kan lave radioens brugergrænseflade. Silicides ingeniører har alle en baggrund i mobiltelefoni-industrien, siger Rashad Elsubaihi.
Ifølge Silicide-direktøren står konkurrencen mellem udviklere af Bluetooth-chip i denne fase af teknologiens udvikling først og fremmest på at kunne opnå mindste størrelse og pris. Desuden er udfordringen, da mange Bluetooth-enheder vil være trådløse, at kunne afvikle både radio og applikationer ved så lavt strømforbrug som muligt.
Silicide forventer for alvor at være klar med deres Bluetooth-chip til næste efterår.
Rashad Elsubaihi vurderer, at Silicide har omkring 20 konkurrenter på verdensplan, men at lidt over halvdelen af disse kan tænkes at ville købe sig til det danske selskabs radioekspertise.
Silicide består i dag af syv til otte medarbejdere plus en håndfuld studenter medhjælpere fra henholdsvis DTU og datalogistudiet.
Ud over Bluetooth overvejer Silicide at udvikle chips til trådløst lokalnet på 5 GHz og andre kommunikationsstandarder

Billedtekst: Teknisk direktør og stifter af Silicide Carsten Rasmussen med administrerende direktør Rashad Elsubaihi.