Furu, Skrubbeltrang, Snabe og de andre

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. december 2001.


Billedtekst: Cisco-direktør Niels Christian Furus far kom fra Norge. Det har givet endelsen u i efternavnet, hvilket er usædvanligt på dansk. Furu betyder fyrretræ.
Tegning: Lene Sekjær

Det er nat med Jensen og Hansen. Danskerne vil simpelthen hedde noget andet til efternavn. Det gør de så, og IT-branchen bugner af spændende efternavne.

Børsting, Biskup, Skrubbeltrang og Snabe. Det lyder næsten som et digt af Halfdan Rasmussen, men det er det ikke.
Det er efternavne på folk i den danske IT-branche. At de hedder som de gør, er en helt privat sag. Men de bemærkelsesværdige efternavne sætter fantasien i sving og kræver et par ord med på vejen. Lad os starte med direktøren for SAP Nordic, Jim Hagemann Snabe. Ved han egentlig, hvor hans efternavn stammer fra?
- Ja, der gør jeg. Jeg har giftet mig til navnet. Hagemann er min fars navn, men for at vise en liberal indstilling tog jeg min kones. Navnet stammer fra Vestjylland, hvor der ligger to gårde, Øster Snabe og Vester Snabe. De har meget strenge traditioner for, at sønnerne hedder henholdsvis Niels og Peter, siger Jim.
Han mener ikke, at det er så vigtigt, hvad man hedder. Man skal bedømmes på det, man gør, siger han, men erkender, at han formodentlig bliver husket bedre, end hvis han havde beholdt sit oprindelige efternavn, Sørensen.
- Snabe kunne også være en ældre form af Snave, landsbyen på Fyn i mobiltelefonreklamerne, foreslår dr. phil. Eva V. Meldgaard, navneforsker ved Københavns Universitet, og forfatter til Den Store Navnebog, som de fleste forældre kender, fra da poden skulle benævnes.
Søn af Gøde
I gamle dage var efternavne logiske. Man hed det, ens far hed, med -sen (søn) bagefter, eller - datter, hvis man var således disponeret. Det var underklassen, der havde sen-navne. 1828 kom en lov, der bestemte, at alle børn skulle have et fast efternavn, for sen-princippet havde gjort ministerialbøgerne helt uoverskuelige. Det chokerede bønderne noget, at de nu skulle til at kalde deres døtre for søn.
- Jo højere socialt placeret man er, jo mindre er sandsynligheden for, at man hedder noget med -sen. Det hænger tydeligt sådan sammen. Jeg husker en eksamen engang, hvor vi bemærkede, at der på listen over censorer ikke var et eneste sen-navn, fortæller Eva V. Meldgaard fra sine oplevelser i universitetsmiljøet.
Mange danske slægtsnavne er fra 1600-tallet, og til og med til Holbergs tid (han levede i midten af 1700-tallet) var det almindeligt at lave latinske navne ud af de danske. Det er Holbergs Rasmus Berg/Erasmus Montanus et kendt eksempel på. Men fænomenet lever i bedste velgående. For eksempel er Carl Christian Ægidius, administrerende direktør for IBM Danmark, en latinificeret form af det førkristne fornavn Gøde (af gother) eller Gustav. Fabricius betyder smedesøn, men det er en anden branche.
Svenskerne var finere
Svenskerne var i øvrigt også dengang finere end danskerne, så de brugte græske omskrivninger. Det er her fra ander-endelserne stammer, som Melander og Willander. Ander er afledt af andros, der betyder mand på græsk.
Norsk fyr
- Furu, det er formentlig norsk. Det er meget unormalt at hedde noget med u til sidst i Danmark, siger Eva V. Meldgaard om Cisco-direktør Niels Christian Furus navn. Ved han selv, hvor navnet stammer fra?
- Ja, selvfølgelig. Det er norsk og betyder "fyr", altså ligesom man kan hedde Bøg. Navnet kom hertil med min far, som er norsk, så jeg er faktisk andengenerationsindvandrer, siger Niels Christian Furu helt uden accent.
Den største gruppe navne herhjemme er sen-navne og derefter kommer stednavne.
- Hvad stednavne som efternavn angår, skal man godt ud på landet. Der er jo ikke nogen, som kalder sig København. Skrubbeltrang, for eksempel, er et stednavn i Ringkøbing Amt, siger Eva V. Meldgaard.
Hun peger på et kendt eksempel i navneforskningen, historikeren Fridlev Skrubbeltrang. Og hvem husker ikke ham? Om ikke andet så for navnet.
Bjarne Skrubbeltrang er forresten administrerende direktør for IT-konsulenterne i u9consult i Århus. Og Børsting, som også er navnet på en tidligere nordisk direktør for e-markedspladsudvikleren Commerce One, Valdemar Børsting, ligger i Midtjylland.
www.dst.dk/navne kan man se hvor mange, der hedder det samme som en selv.