Serverfirmaer slutter op om mobil-initiativ

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. december 2001.


Nokia hamstrer partnere blandt amerikanske IT-kæmper til støtte
for deres åbne mobil-arkitektur.

IBM, Oracle, Sun og Hewlett-Packard (HP) sammen med softwarehuse som BEA og Borland tilslutter sig nu Nokias initiativ for etablering af en mobil-arkitektur bygget på åbne standarder. Dermed slutter server-giganterne sig til et nyt initiativ, der blandt andet går ud på at indarbejde en udvidelse til mobilområdet til applikationsservere til i J2EE (Java 2 Platform Enterprise Edition), som er den aktuelle Java-standard. Dette skal gøre det muligt at udvikle ensartede brugergrænseflader til mobile applikationer. Målet er at gøre det lettere at benytte eksisterende net-applikationer på så mange typer trådløse enheder som muligt.
De involverede selskaber vil arbejde sammen med mobiloperatører og producenter af mobil-infrastruktur om at udvikle tjenester, der udnytter mobilnettenes mulighed for at indarbejde steder, hvor brugeren befinder sig, i mobiltjenesterne. Desuden ønsker de at udnytte SIM-kortets evne til at registrere, hvem brugeren er, til persomlige tjenester og til betalings-services.
Selskaberne vil sammen forberede et forslag til udvidelse af J2EE-standarden, som skal forelægges for the Java Community Proces.
Nokia annoncerede sit initiativ for åben mobil-arkitektur på Comdex-messen midt i november i år, og på det tidspunkt havde det finske selskab allerede opbakning fra førende mobilselskaber som Vodaphone, AT&T Wireless og japanske NTT DoCoMo samt en lang række mobilproducenter som Motorola, NEC, Samsung, Sharp, Siemens, Sony Ericsson og Toshiba. Desuden har Symbian-samarbejdet tilsluttet sig.