Finansudvalg vil følge ny offentlig IT-skandale

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. januar 2002.


En skjult offentlig edb-skandale har nu fået Finansudvalgets bevågenhed. Fremover skal Økonomistyrelsen afgive kvartalsvise beretninger om udviklingen af et nyt lønsystem til den offentlige sektor.

Finansminister Thor Pedersen (V) har arvet en skjult edb-skandale fra sine forgængere Mogens Lykketoft (S) og senest Pia Gjellerup (S). Det drejer sig om udvikling af et nyt lønsystem til den offentlige sektor kaldet SLS.
Udviklingen af Statens Lønsystem (SLS) startede i 1991 som en modernisering af statens centrale lønsystem (SCL), der er udviklet tilbage i tresserne. Men i dag, over ti år senere, er systemet endnu ikke blevet implementeret. Ifølge finansministeren vil systemet blive leveret fra leverandøren CSC Danmark i år, hvor de første pilotinstallationer finder sted. I 2003 skal systemet indføres som generelt lønsystem i den offentlige administration. Samtidig er prisen på systemet vokset, selv om man ikke kan fastslå, om prisen er blevet højere end oprindelig planlagt. Hverken ved projektets start i 1991 eller senere ved en revurdering af projektet i 1995 blev der udregnet et samlet budget for leverancen.
Projekt uden budget
Økonomistyrelsen har på baggrund af et krav fra Finansudvalget til finansminister Thor Pedersen udarbejdet et statusnotat på projektet. Af notatet fremgår det, at der ikke har været udarbejdet et budget for projektet, da man betragtede projektet som en moderniseringsopgave, og de økonomiske rammer lå inden for det daværende regnskabsdirektorats almindelige bevillinger.
Først i 1999 blev der i forbindelse med uenighed med CSC om leverancens afslutning udarbejdet en projektplan for projektet, og i dag anslås de samlede omkostninger til moderniseringsopgaven til 285 millioner kroner. I perioden 1991 til og med 2000 har Økonomistyrelsen oplyst til Rigsrevisionen, at de samlede udgifter har været godt 138 millioner kroner.
Økonomistyrelsen oplyser endvidere i deres redegørelse, at de ikke har været forpligtet til at orientere yderligere om SLS, da projektet som moderniseringsopgave er underlagt Økonomistyrelsens almindelige arbejdsområde og ikke har krævet særlig bevilling eller indsigt. Økonomistyrelsen har løbende gennem bemærkninger til finansloven eller i virksomhedsregnskaber givet status på projektet.
Krav om opstramning
Men nu skal der mere styr på projektet. Både Finansudvalgets formand Kristian Thulesen Dahl (DF) og flere menige medlemmer oplyser til dagbladet Jyllands-Posten, at der nu skal strammes op med indberetningerne om SLS.
Finansudvalget får i forvejen løbende orientering om udviklingen i Amanda-projektet og DeMars-projektet i Forsvarsminsteriet.