Oracle trækker 12.000 gæster til København

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. januar 2002.


København bliver vært for Oracle OpenWorld 2002 til sommer.
Arrangementet ventes at trække godt 12.000 deltagere til byen.

En af verdens største softwarevirksomheder, Oracle, afholder sin globale teknologikonference, Oracle OpenWorld, i København i dagene 24. - 27. juni.
Det er 15. år i træk, at Oracle afholder konferencen, der byder på teknologinyheder, taler fra IT-topchefer, udstillinger og meget andet.
- Vi har været i hård konkurrence med mange europæiske storbyer, og valget er et kæmpe skulderklap til både København og Oracle Danmark.
Det siger Peter Perregaard, der er administrerende direktør i Oracle Danmark.
Personligheder til byen
Sammen med OpenWorld kommer også en af softwarebranchens herostratisk berømte personligheder til København.
Oracles grundlægger og direktør Larry Ellison er en af hovedtalerne på konferencen i København.
Wonderful Copenhagen ser valget af København som vært for Oracle OpenWorld som et stort løft for København som europæisk IT-storby.
Wonderful Copenhagens administrerende direktør Lars Bernhard Jørgensen vurderer, at 12.000 konferencedeltagere i byen over fire dage kan betyde indtægter på over 120 millioner kroner til København.