EM-kød-sport svigter ?

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. januar 2002.


Man skal ikke tro på alt, hvad man læser, heller ikke i avisen og slet ikke på nettet. Det problem eksisterer muligvis ikke om 20 år, for så kan danskerne ikke læse overhovedet.
År for år står det værre og værre til med danskernes læsefærdigheder, viser undersøgelser, så til sidst ebber læsning vel helt ud.
Kan man ikke læse, har man sikkert heller ikke let ved at stave. På Politiken Online hersker der nærmest undtagelsestilstand på bogstavssammensætningsområdet.
"Dansk oksekødsemsport svigter", skriver de.
Hvad er nu det for en sport? Er det herrelandsholdet i håndbold, der hentydes til? De er da vist på vej til EM.
Det forklarer måske også oksekødet, for herrehåndboldspillere er i sandhed en samling kraftfulde kød-karle med store bøffer, i små shorts og gummisko. De har ganske vist ikke rigtig svigtet endnu, men det kan jo komme.

Billedtekst: Det danske landshold i håndbold for herrer er på vej til EM. Ifølge
Politiken Online har de muligvis svigtet allerede før turneringen er startet.
Foto: Scanpix