Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 21. januar 2002.
CNTS skal være med til at nedbryde de eksisterende barrierer for indhold som e-learning og streaming video
Danske systemintegratorer, der arbejder med Cisco i kanalen eller økosystemet, som Cisco foretrækker at kalde det, har med den nye Content Networking Technology Specialisation (CNTS) fået tilføjet endnu et område, hvor de kan vælge at specialisere sig.
Som de talrige øvrige Cisco-specialiseringer, for eksempel IP telefoni, VPN/sikkerhed eller trådløst LAN, går CNTS efter at klæde partnere på til at tackle et specifikt segment i netværksmarkedet gennem uddannelse og viden. Og der er ikke tale om et hvilket som helst segment, men derimod et, som Cisco, herunder ikke mindst selskabets CEO, John Chambers, igennem længere tid har prædiket, vil være i stand til at bidrage både Cisco og selskabets partnernetværk med større vækst og indtjening.
Som navnet Content Networking indikerer, handler området om, hvordan partnere kan skrue netværkløsninger sammen, der tager særlig højde for at route multimedieindhold på effektiv vis. Det vil sige at give slutbrugere bedre adgang til for eksempel videobroadcasting eller e-learning, som er de to applikationer, Cisco regner med vil drive efterspørgslen på de nye CDN-produkter (Content Delivery Networks).
Netværket gearet til indhold
CNTS-specialiseringen hænger, ifølge Ciscos danske salgschef ned ansvar for kanalen, Niels Münster-Hansen, tæt sammen med selskabets CND-produkter.
- CND skal betragtes som en paraplyterm for de teknologier og produkter Cisco har udviklet på det her område. Hidtil har den tilgængelig båndbredde sammen med faktorer som afstand, forsinkelser, flaskehalsproblemer og serverens skalerbarhed været betydelige barriere for de slutbrugere, der ønsker at drage nytte af applikationer som e-learning og streaming video. Det er præcis det, som de forskellige CDN-teknologier er bygget til at tackle, siger Niels Münster-Hansen, der regner med, at flere af de store danske partnere vil vise interesse for CNTS-specialiseringen i 2002.
CDN-produktlinjen omfatter content-routers, -switches og -engines. De såkaldte content engines fungerer som en slags leverings-motorer, der ligger på kanten af netværket. Her kan slutbrugerne prioritere og cache det indhold, der ofte anvendes, hvilket medvirker til at reducere både den tid og båndbredde, det kræver at få adgang til indhold.
De partnere, som CNTS-specialiseringen henvender sig til, er større systemintegratorer og teleselskaber. Kunderne vil fortrinsvis være større virksomheder, der betjenes af systemintegratorer eller mindre virksomheder, der benytter et teleselskab for at modtager CND-serviceydelser.
Billedtekst: Ifølge Niels Münster-Hansen, salgschef med ansvar for Ciscos danske kanal, er det især erhvervslivets voksende brug af videobroadcasting og e-learning, der gør det interessant for partnere at specialisere sig inden for Ciscos' CDN-produkter (Content Delivery Networks). Foto: Torben Klint
Fakta:
CNTS-krav
For at kvalificere sig til CNTS-specialisering, kræver det at en interesseret partner har tre medarbejdere, der er kvalificeret til at påtage sig rollerne som henholdsvis certificeret account manager, system-engineer og field engineer, hvoraf de to sidste i for vejen skal have forskellige tekniske Cisco-certificeringer på plads, før de kan komme i betragtning.