Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 21. januar 2002.
Hvis ægteskabet mellem HP og Compaq bliver en realitet, kan storageområdet blive den største integrationsmæssige udfordring.
Hvis den annoncerede forlovelse mellem HP og Compaq blåstemples af de amerikanske myndigheder og fører til en formel vielse, bliver det en kæmpe udfordring at smelte forretningsstrategierne sammen på storageområdet.
Det mener analysevirksomheden Gartner, der i en rapport om storage-synergien mellem de to selskaber konkluderer, at de to parter kan høste store synergieffekter på en række markeds- og ressourcemæssige områder.
Men når det gælder selve integrationen af produktlinjer, kan storageområdet blive et af de allersværeste områder at få til at fungere i ægteskabets første år. Også selvom der, ifølge Gartner, eksisterer en række indlysende synergier mellem de to selskaber.
For eksempel at Compaq står stærkt på Wintel-storage, hvilket ikke er tilfældet for HP. Og at HP har et bedre tag på storage-systemer til Unix.
To arkitekturer - et mål
Nøgternt set arbejder HP og Compaq ellers med den samme overordnede målsætning på storageområdet lige som marketing-mantraerne fra de to parter er mere eller mindre de samme.
Budskabet fra begge selskaber er, at livet skal gøres lettere for slutbrugerne ved at effektivisere/udbygge storagekapaciteten med det samme antal storage-adminstrative medarbejdere.
Derudover skal opfattelsen af storage som et fysisk fænomen, eller noget som altid er tilknyttet en server, ændres. Begge selskabers vision er en fremtid, hvor storageløsningerne består af netværk af modulære storage appliances, der sammen med avanceret storage management software og tilknyttede services skaber skalerbare og åbne storagemiljøer.
Men selvom der er enighed om målsætningen, er det ikke ensbetydende med, at man har valgt at benytte de samme midler for at realisere målet.
Det er heller ikke ensbetydende med, at der ikke ligger en stribe vanskelige integrationsmæssige udfordringer på produktsiden.
Konfliktområderne
At dømme efter Gartners analyse er det blandt andet på produktområder som disksystemer, tape- og NAS-løsninger, at der kan opstå problemer.
Hvad angår disksystemer, eksisterer der for eksempel i low-end og midrange segmentet flere identiske produkter. Her forventer Gartner, at et fusioneret selskab vil føre Compaqs produkter videre på bekostning af HP, fordi netop dette område er Compaqs hjemmebane.
De overlapninger, der eksisterer i segmentet for disksystemer til de helt store virksomheder (enterprise-segmentet), vil formentlig blive tacklet på en noget anden facon, fordi det område adskiller sig væsentligt.
HP har reelt set ikke egenudviklede produkter til enterprise-segmentet, men alene en OEM-aftale med HDS, hvor de sætter et nyt skilt på og videresælger HDS-hardware, mens Compaq for nyligt opsagde en forhandleraftale med IBM omkring deres high-end Shark-storagesystem.
Hvordan en fusion vil ændre de to selskabers high-end produkter er uvist. Men Gartners spekulationer går på, at HP eventuelt kunne vælge at opsige den nuværende HDS-aftale til fordel for det nye high-end storagesystem (StorageWorks Enterprise Virtual Array), som Compaq lancerede i 2001.
Super DLT eller LTO
Når det gælder tapesystemer, som også er et vigtigt forretningsområde, er der også flere bemærkelsesværdige forskelle mellem HP og Compaq.
HP producerer for eksempel de såkaldte LTO tapeprodukter, mens Compaq har satset på Super DLT tape (SDLT) og forhandler (OEM'er) produkter fra ATL Products og Overland Data.
På et tredje, og mindst ligeså vigtigt område, NAS (Network Attached Storage), laver HP high-end NAS-løsninger baseret på HP-UX og køber endvidere systemer fra selskabet Procom Technology. Compaqs produkter står i kontrast til dette, da de fortrinsvis er Microsoft-baserede.
Selvom HP uden tvivl vil kunne nyde godt af Compaqs produkter målrettet mellemmarkedet, peger Gartners analyse på, at det er uundgåeligt, at flere af de to parters produkter og/eller partnerskaber, vil dø.
Billedtekst: - Der var med brede smil, at Compaq og HP's topchefer Michael Capellas og Carly Fiorina, gav håndslag på at gennemføre megafusionen i september 2001. Men især storageområdet kan bliver en udfordrende opgave at smelte sammen, spår analytikere.