IDC skruer ned for pc-smilet

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. januar 2002.


Regeringens forslag til ny hjemme-pc-ordning vil kun resultere i 30.000 aftaler det første år, vurderer analysefirmaet IDC. Regeringen tror selv på 50.000 aftaler.

Regeringen regner i sit udspil til en ny hjemme-pc-ordning med, at ordningen i år kommer til at koste 75 millioner kroner. Det svarer til, at der bliver lavet 50.000 aftaler.
I analysefirmaet IDC er man dog ikke helt så optimistisk. For det første er der ikke tale om en bruttotræksordning, hvor pc'en kunne finansieres ved, at medarbejderen gik ned i løn. For det andet er en del af markedet for hjemme-pc'er allerede dækket.
- Vi forventer, at tallet for den nye ordning det første år vil ligge på cirka halvdelen af det tilsvarende tal for den gamle ordning, hvilket betyder knap 30.000 ordninger, siger pc-analytiker Anders Elbak.
Han regner ikke med, at den nye ordning appellerer til, at man erhverver de helt store maskiner. Derfor vil den samlede omsætning for branchen på den nye hjemme-pc-ordning efter hans vurdering ligge på omkring 400 millioner kroner om året, mens selve indtjeningen for branchen ikke kommer til at blive nævneværdig højere.
Et område ser Anders Elbak dog med optimisme på. Og det er skattefradraget for bredbåndsforbindelser fra medarbejdere til virksomhedernes egne netværk.
- Her vil vi se en øget interesse og et behov for sikre dataforbindelser. Og det vil være virksomhederne, der vurderer dette mest kritisk, hvorfor vi vil se en øget efterspørgsel på for eksempel VPN-teknologi, siger han.

Graf: Salg af pc'er via den gamle hjemme-pc-ordning
Ordningen blev afskaffet pr. 1. januar 2001.
1997 51.000
1998 80.000
1999 92.000
2000 82.000
Kilde: IDC