Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. januar 2002.
Der er smil til op over begge ører i de danske interesseorganisationer, efter regeringens lovforslag om en revideret hjemmepc-ordning blev præsenteret i sidste uge.
På trods af kritik for manglende visioner i den nye hjemme-pc-ordning er interesseorganisationerne yderst tilfredse - ikke mindst for muligheden for skattefradrag for bredbåndsforbindelser til virksomhedernes netværk.
- Skattefri dataforbindelse er en afgørende forudsætning for en succesfuld pc-ordning. Regeringens løsning vil derfor uden tvivl være til glæde for virksomheder og medarbejdere. Det er flot, at regeringen satser på udvikling af netværkssamfundet, siger branchedirektør i Dansk Industris Branchefællesskab for IT og Tele (ITEK).
I IT-brancheforeningen ser man store perspektiver i ordningen og opfordrer danske virksomheder til at støtte regeringens udspil.
- Den afgørende gevinst er, at dette baner vejen for et samfund, hvor digital forvaltning, e-handel og videreuddannelse bliver en del af danskernes dagligdag. De fordele, som det kan give samfundet i form af effektivisering og sparede ressourcer, vil være så betydelige, at de kan mærkes positivt i mange år frem, siger administrerende direktør Jakob Lyngsø.
I Dansk Dataforening er smilet ikke helt så bredt som hos leverandørerne, men ordningen hilses dog overordentlig velkommen.
- Vi ser gerne, at forslaget bliver lidt fastere i mælet, hvor det gælder kompetenceløftet. I det nuværende forslag er der ikke noget uddannelseskrav, og det er nødvendigt. Der er ikke meget samfundsværdi i at placere et antal tusinde pc'er i de danske hjem, siger direktør i Dansk Dataforening Tony Franke.
Efter hans opfattelse er uddannelse ikke længere noget, man får trukket ned over hovedet.
- Der er en udbredt opfattelse inden for IT, at det betyder noget at lade sig uddanne, men det er jo en frivillig ordning, siger han