Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. januar 2002.
Lucent offentliggjorde tirsdag aften resultatet for 1. kvartal i regnskabsåret, der slutter ultimo september. Omsætningen på 3,5 milliarder dollars var en anelse bedre end det, selskabet kommunikerede til markedet medio december (3,1-3,4 milliarder dollars). Ved denne lejlighed nedjusterede Lucent også forventningerne til indtjeningen til intervallet -0,23 til -0,26 dollars pr. aktie, og det blev i sidste ende -0,23 dollars pr. aktie.
Lucent har genemgået en lang og vanskelig periode med smertefuld restrukturering for at genskabe profitabiliteten i selskabet. Anden fase af selskabets "business restructurering" påbegyndtes i august 2001, og siden da er det blandt andet lykkedes at reducere det annualiserede omkostningsniveau med 1,6 milliarder dollars samt reducere medarbejderstaben med yderligere 15.000. Der var ikke tale om yderligere 15.000 fyringer, idet en del af reduktionen blev foretaget gennem frasalg af aktiviteter og outsourcing af produktion. Herudover er det lykkedes at reducere den kortfristede gæld, således at balancen er forbedret.
Da Rich McGinn var CEO for Lucent gik selskabet ikke blot efter den traditionelle målgruppe (store teleselskaber) men ligeledes efter nystartede internetselskaber. Man forelagde i en del tilfælde attraktive finansieringsordninger, som desværre gav bagslag, da en række af de nye kunder måtte dreje nøglen om. McGinn blev fyret i oktober 2000 og midlertidigt erstattet af den foregående CEO, Henry Schacht, som kort efter sin tiltræden iværksatte en stram hestekur for Lucent.
Lucents nye CEO, Patricia Russo, udtalte i en pressemeddelelse, at hun planlægger at fortsætte den igangværende restruktureringsplan i samarbejde med Henry Schacht, som nu "blot" er bestyrelsesformand. Denne plan omfatter blandt andet en nedskæring af medarbejderstaben fra 123.000 i december 2000 til 55.000 i midten af indeværende år.
Helt ukendt over for Lucent er hun ikke, idet hun har en årelang karriere i Lucent og AT&T bag sig. Selv mener Russo, at hendes baggrund på begge sider af forhandlingsbordet vil give hende en fordel i lederstolen. Der er fortsat meget at gøre for den nye CEO, før Lucent atter kan betegnes som en veldrevet virksomhed - men de første store skridt er taget. I indeværende kvartal forventes 10-15 procent omsætningsvækst i forhold til det forgangne kvartal med yderligere forbedring af bundlinien.
Graf: Lucent - kursudvikling siden 1998