Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. februar 2002.
Billedtekst: Hos finansielle virksomheder udgør IT-systemerne produktionsapparatet, og derfor er de mindre villige
til at outsource, mener Lars Chrisander fra Raft International, der udvikler softwarekomponenter.
Foto: Torben Klint
På trods af de store
besparelser, der kan ligge i at outsource og købe standardprodukter, er finansielle virksomheders egenudvikling stadig den største konkurrent til
udviklere af software.
Virksomheder kan spare mellem 30 og 50 procent ved at outsource drift, vedligehold og udvikling af applikationer.
Alligevel oplever Raft International, der udvikler software til finansielle virksomheder, at egenudvikling i banker og finanshuse er den største konkurrent til deres komponentbaserede løsninger.
- Den finansielle sektor har lange traditioner med egenudvikling. Selvom der efterhånden er et stort udbud af standardpakker til forskellige funktioner inden for finans, er vores største konkurrent stadigvæk bankernes egne udviklingsafdelinger, siger Lars Chrisander, Account Manager hos Raft International.
En af grundene til, at finansielle virksomheder er varsomme med at outsource IT-udviklingen, er, at IT-systemerne ofte er virksomhedens produktionsapparat, og det virksomheden i sidste ende skal konkurrere på.
Fokus på kerneforretningen
Lars Chrisander nævner RealDanmark, der fik to års forspring, da de selv udviklede Flexlån, som et eksempel. Også inden for
e-banking er der eksempler på, at virksomheder har fået et forspring ved at udvikle selv.
Det har man også oplevet hos BRF Kredit, der i begyndelsen af 1990'erne outsourcede al IT, men som en del af et større strategiskifte i midten af 1990'erne udviklede et nyt realkreditsystem i samarbejde med Andersen Consulting (det nuværende Accenture).
I samme forbindelse blev den fortsatte udvikling taget tilbage ind i huset.
- De produkter, vi konkurrerer på, er primært noget, vi laver i vores IT-systemer. Realkreditsystemet er vores produktionsapparat, så det udvikler vi selv, gerne i samarbejde med andre siger IT-direktør Peder Kielsgaard Borum.
De ting, der ikke hører til kerneforretningen, er der derimod stor vilje til at outsource.
- Al vores drift er outsourcet og økonomi-, personale- og HR-systemer med videre køber vi ude i byen, siger Peder Kielsgaard Borum.
Optimisme
På trods af, at der er megen egenudvikling, er Raft International alligevel optimister i et trægt marked.
- Tidligere var der blandt beslutningstagere et vist element af beskyttelse af egen position, i holdningen til at købe frem for at bygge selv. I takt med, at forståelsen for IT er blevet mere udbredt, føler vi ikke, denne holdning har så stor betydning mere. Du vil aldrig helt erstatte egenudviklingen, men i dag er der mere outsourcing, end der var for bare to år siden, og det er selvfølgelig positivt for os som leverandører, siger Lars Chrisander.
Simcorp er et andet softwarehus, der leverer software til den finansielle sektor, og også her oplever man, at der er øget fokus på kerneforretningen og større villighed til lade andre stå for de ting, der står udenfor.
- Med det forbehold, at vi eksporterer 80 procent af den software, vi laver, og ikke kun har banker som kunder, er det helt klart vores indtryk, at banker og finansielle institutioner i højere grad går efter standardløsninger, end de har gjort tidligere. Vi ser det som et udtryk for, at den finansielle sektor øger fokus på kerneforretningen, den samme udvikling, som også præger mange andre erhversområder, siger Thomas Einfeldt, der er chef for Investor Relations hos Simcorp.
Simcorp har lige udvidet salgsressourcerne og regner i 2002 med mindst 18 procents vækst.