Domæneejer sælger ud

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 4. februar 2002.


Over 2.300 domænenavne under hammeren for højestbydende.

Har en af dine kunder 40.000 kroner til rådighed og et enormt behov for domænenavnet kanylebokse.dk?
Hvis ja, så har internet-iværksætteren Rasmus Refer endelig fundet det guldæg, der skal sikre ham i al fremtid.
De mange domænenavne har han over længere tid opkøbt igennem flere af sine virksomheder, og hans salgskoncept går nu ud på at få de store mediebureauer til også at se fidusen.
Over 221 millioner
kroner
Sammenlagt er salgsprisen for de 2.361 domænenavne over 221 millioner kroner, hvilket giver en gennemsnitspris på over 50.000 kroner per domæne.
Over for IT-Branchen har Rasmus Refer forklaret, at han typisk har givet mellem 60 og 100 kroner pr. styk, og han erkender da også, at det bliver en hård omgang at realisere de mange domæner.
Til den opgave har han ansat Nicolas Iuel-Brockdorff, der fungerer som salgschef og dermed skal få de mediebureauer, der typisk lever af at lave reklamer og annonceprojekter, til at forstå konceptet.
I stedet for bannere
- For at projektet skal lykkes, er det vigtigt for os, at kunderne forstår konceptet. Vi har igennem lang tid registreret den trafik, der har været på de specifikke domæner, og derfor mener vi at kunne dokumentere, at domænerne kan skabe trafik. Så kan mediebureauer som OMD, Fastbridge og Outrider tilbyde deres kunder et givent domænenavn, i stedet for at kunden skal være afhængig af dyre bannerannoncer for at skaffe besøgende, siger Nicolas Iuel-Brockdorff. Domænenavnene er segmenterede til brancher, så man kan forestille sig eksempelvis et rejsebureau med ture til Thailand kan se det fornuftige i at købe eller leje det domænenavn, der hedder bangkok.dk. Den samlede liste over domæner kan ses på atriax.dk, hvor også den påståede trafik og pris oplyses.

Billedtekst: Rasmus Refer har oplyst, at han i mange tilfælde har givet mellem 60 og 100 kroner for hvert af de domænenavne, han nu forsøger at sælge for en gennemsnitspris på over 50.000 kroner.
Illustration: Lene Sekjær

Boks: Gråzone
Langt de fleste af domænenavnene, som Rasmus Refer vil udleje, er segmenterede efter brancher og ikke efter virksomhedsnavne. Der er derfor ikke tale om domænepirateri. Enkelte er dog i gråzonen, eksempelvis danmarks-radio.dk og Bastalygter.dk. Da Basta er et registreret varemærke, kan der være ophavsretsmæssige problemer i at tilbyde det domæne.
Administrerende direktør hos DK Hostmaster Per Kølle bryder sig ikke om at man laver et forretningskoncept, der bygger på at registrere navne og tilbyde andre at overtage dem for et beløb, der ligger mange gange over anskaffelsessummen. Og i øvrigt oplyser han, at det er det rene sludder, når Atriax påstår, at man hos dem kan købe et domænenavn.
- En virksomhed køber ikke noget domæne, og derfor kan det heller ikke sælges igen. Man kan registrere sig som abonnent til et domænenavn i et år ad gangen, og det abonnement kan man så overdrage til andre. Men man kan ikke garantere dem, at de til evig tid vil kunne beholde navnet. Det ville svare til, at man overdrager sit avisabonnement til naboen, og siger til ham, at det er gyldigt hele livet. Det kan jo være, avisen lukker, siger Per Kølle.

Boks: Køber ikke ubeset
Hos OMD er internetdirektør Karsten Frederiksen ret kritisk over for Rasmus Refers projekt.
- Deres oplysninger om antal hits er baseret på egne tal, og det ser vi ret kritiske på. Men hvis det viser sig, at deres domæner rent faktisk genererer så meget trafik, som de påstår, kan vi måske godt være interesserede i en eller anden form for aftale. Men det er fuldstændig udelukket, at vi giver penge på forskud for et domænenavn, og vi vil absolut kun aflønne efter, hvor meget trafik, deres domæner reelt genererer, siger Karsten Frederiksen.

Boks: Vil ikke anbefale
Hos CIA Medias selskab Outrider er kontaktchef Anders Høgh Laursen heller ikke ubetinget begejstret for konceptet.
- Deres projekt har en række fordele og ulemper. Ganske vist har de registreret nogle interessante domæner, men man skal som virksomhed passe meget på, man ikke bliver for afhængig af et andet brand. Forstået på den måde, at vi ikke vil anbefale en virksomhed at brande sig gennem et andet navn. Der skal være sammenhæng mellem virksomhedsnavn og de domæner, man besidder, siger Anders Høeg Laursen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere


Computerworld Cloud & AI Festival 2025

Med den eksplosive udvikling indenfor cloud & AI er behovet for at følge med og vidensdeling større end nogensinde før. Glæd dig til to dage, hvor du kan netværke med over 2.400 it-professionelle, møde mere end 50 it-leverandører og høre indlæg fra +90 talere. Vi sætter fokus på emner som AI; infrastruktur, compliance, sikkerhed og løsninger for både private og offentlige organisationer.

17. september 2025 | Læs mere


IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere