IT Factory på fødderne igen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. februar 2002.


Efter omfattende afskedigelser og opsplitning er IT Factory tilbage på fødderne med ny ledelse. Fokus er nu udelukkende på udvikling af systemer.

Orlando: Det er et slanket IT Factory, der nu arbejder intenst på at genetablere partnernettet, efter at selskabet kollapsede om ørerne på stifteren Lars Munch Johansen i december sidste år.
I dag sidder Stein Bagger ved roret. Han kommer fra en tilsvarende stilling i MasterFrame. IT Factory er nede på under 50 ansatte, hvor det for cirka et år siden beskæftigede 400.
IT Factory begyndte at blande tingene sammen og gik fra at være et udviklingshus, der udelukkende skabte virksomhedsstøtte-systemer, til at blive mere og mere involveret i salg og købte desuden også nogle af sine egne partnere. Det var blandt andet en række partnere i USA, der skulle bringe succes til den danskudviklede Notes-løsning i "guds eget land".
Men til sidst kunne bukserne ikke længere holde, og først afskrev Merkantildata hele sin investering i IT Factory på 60 millioner kroner, og siden gik firmaet så at sige midt over, og de amerikanske aktiviteter blev skilt ud.
I dag er IT Factory igen et udviklingsfirma med støtte fra 2M Invest på 13 millioner kroner og med fokus på udvikling af de løsninger, som markedet efterspørger.
Strategien er igen salg gennem partnere, og det er slut med selv at gå ind i salget, lover CEO Stein Bagger:
- Det er slut med at sælge selv. Vi har en ren partnerstrategi, og det er det, det handler om. Man kan sige, at familien voksede og fik børn, men nu er børnene blevet store og er flyttet hjemmefra. Men vi vil stadig gerne sidde med ved forhandlingsbordet, hvis partnerne ønsker det, siger han.
Stein Bagger oplyser endvidere, at IT Factory i øjeblikket har sorte tal og et godt stykke ind i året har fyldte ordrebøger.
- Vi har lært at gå lidt mere ydmygt til værks over for vores kunder. Vi skal ikke overbevise kunderne om noget bestemt. Vi vil hellere lytte og forstå, hvad det er, kunderne ønsker og så lave det godt, siger han.
Nøglebegrebet her er at kunne tilføre værdi.
- Hvis vores løsning ikke tilfører virksomheden værdi, skal vi ikke lave den, siger Stein Bagger, der blandt andet bruger LotusSphere 2002 til at holde kontakterne ved lige med partnere, der har skullet finde sig selv efter opsplitningen af IT Factory.
- Det er glædeligt at se, hvilken opbakning der er til IT Factorys produkter. Det betyder, at vi i dag har over 300 partneraftaler, hvilket reelt betyder, at vi ikke har mistet nogen partnere, siger han.
Ordene understreges af en dugfrisk meddelelse om, at IT Factory har indgået OEM-aftale med det amerikanske selskab Arcidea, der får mulighed for at sælge IT Factorys kunde- og medarbejdersystemer under deres eget navn. I aftalen ligger også en aftale mellem parterne om, at IT Factory fokuserer på udvikling af produkterne og Arcidea udvikler branchespecifikke løsninger baseret på disse produkter.
- I øjeblikket har vi ikke de udviklingsressourcer, der er nødvendige for at levere det, kunderne forventer. Derfor arbejder vi på at øge udviklerstaben med mellem 100 og 300 procent i indeværende kvartal, siger Stein Bagger.
I 2001 gik IT Factory ind på Microsoft Exchange-markedet, og Stein Bagger, der selv har en Microsoft-baggrund, vil ikke love Notes-fanatikere, at IT Factory vender tilbage til en ren Lotus-linie.
- For os er det vigtigste ikke, om det er Lotus eller Microsoft. Vi er ikke religiøse på det her område. For os er det vigtigste, om det tilfører kunden værdi, siger han.

Billedtekst: - Vi arbejder på at udvide vores udviklingsstab med mellem 100 og 300 procent, siger Stein Bagger, der er CEO for IT Factory.