Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. februar 2002.
Cisco fremlagde onsdag ved de amerikanske børsers lukketid resultatet for andet kvartal i regnskabsåret, som slutter ultimo juli 2002. Samlet set blev 2. kvartal bedre end forventet. Omsætningen blev på godt 4,8 milliarder dollars, mens driftsindtjeningen blev 664 millioner dollars, svarende til ni cents pr. aktie. Dette kan sammenlignes med aktieanalytikernes gennemsnitlige forventninger til omsætningen på 4,55 milliarder dollars og en driftsindtjening på fem cents pr. aktie. Cisco kunne dermed for andet kvartal i træk fremvise en kvartalsvis fremgang i såvel omsætning som indtjening.
Den umiddelbare reaktion på tallene i eftermarkedet var pæne kursstigninger til Cisco, men dette blev hurtigt vendt efter et åbent conference call.
Kommentarerne fra John Chambers, Ciscos karismatiske bestyrelsesformand og CEO, var blandt andet, at ordrerne i øjeblikket ikke kom ind med samme hast, som produkterne blev afsendt. Dette var ikke en opmuntrende indikation for det fremtidige salg. Desuden sagde han, at der fortsat er lav sigtbarhed på kort sigt, idet kundernes tilbageholdenhed endnu ikke er ændret mærkbart. Endelig faldt der en bemærkning om, at indeværende kvartal historisk set har været sæsonmæssigt svag. Ledelsens forventninger til indeværende kvartal er en omsætning på niveau eller en anelse over det forgangne.
Begyndende forbedring
Efter disse udmeldinger vendte kursudviklingen brat i eftermarkedet. Investorerne forventede en mere positiv linie, selv om man ligeledes regnede med forsigtige meldinger i tråd med kommentarerne fra medio december 2001. På daværende tidspunkt sagde John Chambers, at han ikke så tegn på yderligere forværring af markedsforholdene men snarere en begyndende forbedring - ikke mindst i enterprise segmentet, mens segmentet med netværksoperatører nok ville være lidt længere om at vende i positiv retning.
Det var formentlig kommentarerne om fortsat ringe sigtbarhed, der var den primære årsag til den skuffende kursreaktion. Men også forvirring omkring omsætningens fordeling gav anledning til skepsis blandt visse investorer. "Deferred revenues" (omsætning fra et andet kvartal) var eksempelvis højere end normalt. Der er dog intet, der tyder på, at Cisco skulle benytte ufine regnskabsprincipper, som så mange store selskaber på det seneste er blevet afsløret for. Selskaber med regnskabsproblemer genererer ganske enkelt ikke et cash flow i nærheden af Ciscos. Ikke desto mindre har den seneste tids skandaler ramt investorer dybt, og den mindste tvivl kan tilsyneladende få stor effekt.