Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. februar 2002.
Alta, der sælger supply chain-software til bilindustrien, har fået endnu et økonomisk skud vitaminer, der skal bruges til at finansiere væksten.
Vækstfonden, Compaq og det engelske investeringsselskab 3i skyder knap 40 millioner kroner i softwarehuset Alta, der arbejder med løsninger til de såkaldte build-to-order produktioner (B2O). Især den europæiske bilindustri benytter sig i dag af Altas hidtil største satsning, der har navnet
PowerB2O.
Forrige år ringede Altas medstifter og administrerende direktør Tony Larsen selv til 3i. Det gav godt 50 millioner kroner.
Ambitioner er godt
Tony Larsen er især glad for, at også Compaq og Vækstfonden har investeret i Alta.
- Det er altid rart at få nye investorer. Især i denne tid, hvor investorerne er meget forsigtige med at foretage nye investeringer, er det et stor cadeau at få nye med, siger Tony Larsen.
I Vækstfonden nyder direktør Christian Motzfeldt, at et dansk selskab tør have ambitioner om at være størst på verdensplan.
- Det er ambitionsniveauet sammenholdt med det enorme vækstpotentiale og perspektiverne i virksomheden, der gør Alta interessant for os. Det er godt med iværksættere, der vil være størst, siger Christian Motzfeldt.
Kapitalindskuddet på knap 40 millioner kroner er blevet afsat til at øge selskabets vækst og fastholde Altas herredømme på markedet for Event Management - et marked, der ifølge AMR Research ventes at vokse med 88 procent om året over de næste fem år og nå en størrelse på et tocifret milliardbeløb.
Bilindustrien er den branche, der er længst fremme med
build-to-order løsninger, som er en ny gren af IT-verdenen, der ventes vokse sig enorm i de kommende år.
Fordelene er, at der kontinuerligt kan produceres individuelle biler på samlebåndet, og det efterspørger kunderne.
Der er nok at holde styr på med hensyn til individuelle ønsker.
For eksempel produceres den samme Mercedes-model kun 1,8 gange om året.