Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. februar 2002.
Nykøbing Falster
Kommune køber 675 pc 'er samt en række servere fra VM-data.
WM-data skal hjælpe Nykøbing Falster Kommune det første skridt ind i den digitale tidsalder.
675 nye pc'er og en række servere skal danne grundlaget for kommunens overgang til digital forvaltning.
- Da vi udarbejdede en ny IT-strategi for kommunen, stod det klart, at vores eksisterende IT-platform var forældet. Pc'er og netværk var ustabile. Brugerne havde en følelse af, at det var nødvendigt at sparke deres pc i gang, og vores eksisterende infrastruktur gav os ikke mulighed for at give borgerne en bedre service via inter- og intranet, siger projektleder i Nykøbing Falster Kommune, Stig Ottesen.
Kommunen er med sine lidt over 25.000 indbyggere den største kommune på Lolland-Falster. Kommunens eksisterende IT-platform var fra 1997 og byggede på Windows NT 4.0 og Windows 95-teknologien. Efter moderniseringen af netværket samt hard- og software-installationen er Windows 2000 og Office XP kommunens nye IT-platform.
Nykøbing Falster Kommune er i øjeblikket ved at installere de nye servere, og Stig Ottesen forventer, at installationen af de 675 pc'er med ny desktop-pakke sker i løbet af februar og marts måned.
- Når installationen er overstået, har vi fået en helt ny og moderne IT-platform, hvor vi kan tage næste skridt i retningen af digital forvaltning og borgerservice via internet, siger han.
Kommunens plan er, at samtlige medarbejdere skal gennemføre et endags kursus i Office XP, og når de vender tilbage til deres arbejdsplads, skal den nye pc med den nye software være køreklar.